ANNONCE

Pas på! Denne corona-indsamling er svindel

19. marts 2020 04:53 | Af: Newsbreak.dk

Tankselskabet OK oplever lige nu, at dets navn bliver misbrugt til en falsk corona-indsamling.

Når der er krise og samfundet lukker ned, som det er tilfældet i øjeblikket med COVID19, skal man ofte være ekstra opmærksom på svindlere, der udnytter situationen.

I øjeblikket oplever OK, at kunder bliver ringet op, og at personen i den anden ende af røret forsøger at lokke kontonumre ud af kunderne.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

– Antallet af henvendelser ligger stadig på et relativt lavt niveau, men vi synes alligevel, vi er forpligtet til at reagere og informere om den her svindel. Der er på nuværende tidspunkt tale om en håndfuld henvendelser fra kunder, som alle fortæller om opkald fra en person, der udgiver sig for at være fra OK og som beder om deres kontonummer, så de kan ’donere til fordel for bekæmpelse af Corona’. Der ringes fra flere forskellige telefonnumre, siger Rasmus Boserup, pressechef hos OK.

Udlevér ikke kontonummer

Ifølge en af kunderne fik hun et opkald fra en mand, der talte dansk og virkede meget troværdig. Han sagde, at han ’ringede fra OK’, og at han var i gang med en indsamling.

– Det har absolut intet med OK at gøre, og vi vil gerne opfordre til, at man under ingen omstændigheder udleverer sit kontonummer, hvis man bliver kontaktet, siger Rasmus Boserup.

– Vi har et stort fokus på både it-sikkerhed og persondatabeskyttelse i OK, men det er umuligt at gardere sig mod, at nogen misbruger vores navn og kontakter folk telefonisk på den måde. Desværre. Vi opfordrer til, at man noterer telefonnummeret og kontakter politiet, siger Rasmus Boserup.

I galleriet ovenfor kan du se gode råd til, hvordan du undgår at falde i telefonsvindlernes fælder.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu