ANNONCE

Pas på livstruende sygdom efter skybrud

2. august 2019 09:54 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Efter skybrud stiger vandet i kloakken. Det vand kan være meget farligt, da det kan bære på sygdomme.

Flere steder i Danmark har den seneste uge været ramt af voldsomme skybrud. Generelt er det et vejrfænomen, som danskerne oplever hyppigere, derfor kan det være en rigtig god idé at notere sig, at der kan være store risici for dit helbred i forbindelse med skybrud.

Du kan blive smittet med Weils syge, der i værste fald kan være livstruende, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Byggeri.

Rottebåret sygdom

Når skybruddet rammer, er der store farer for oversvømmelser. Og det er i den situation, du skal være særlig opmærksom.

– Hvis du kommer i kontakt med vand, som indeholder urin fra inficerede rotter, kan du blive smittet med sygdommen gennem selv de mindste sår og rifter. Så man skal være ekstra påpasselig, hvis man går ned i sin kælder efter et skybrud, siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeri.

Det gør sig også gældende i hvilket som helst andet rum, hvor der er vand efter oversvømmelser.

Mest udbredt zoonose

Leptospirose, Weils syge eller rottesyge, som det også kaldes, betegnes som en infektionssygdom. Dyr kan blive kronisk inficeret med sygdommen i nyrerne, hvilket er grunden til, at de udskiller den med urinen.

Weils syge er én af verdens mest udbredte zoonoser – sygdommen, der overføres fra dyr til mennesker – og omtrent 10 danskere rammes af sygdommen om året.

I 2017 blev det højeste antal af Weils syge konstateret i 24 år.

Influenza symptomer

Symptomerne på Weils syge minder på mange måder om influenza, derfor kan det også være svært at opdage sygdommen.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Hvis sygdommen ikke bliver behandlet i tide går det udover din lever og nyrer, som i værste tilfælde kan udvikle sig til noget livstruende.

Sygdommen behandles med antibiotika, og det skal helst igangsættes indenfor de første fire dage.

Hygiejnen prioriteres

Du skal være ekstra perfid med hygiejnen, hvis du ved, at du skal bevæge dig igennem vandmasser, som potentielt kan være inficeret af rotter.

Det er vigtigt, at du bruger handsker, særligt hvis du har sår eller rifter på hænderne. Desuden er det vigtigt ikke at udsætte bar hud for vandet, da du kan have rifter eller sår, som er kilden til at blive smittet.

Endvidere er det vigtigt at vaske hænder og kroppen grundigt, når du er færdig med arbejdet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu