Pas på: Særdeles vellavet svindel i omløb

1. marts 2019 14:08 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En ny form for svindel har både en "grøn hængelås" på hjemmesiden og et windows.net-domæne.

Del:

Normalt plejer man med en portion sund fornuft at kunne skille skæg fra snot, når svindelmails havner i ens indbakke.

Men nu er en særligt snedig bølge af de såkaldt phishing-mails i omløb, skriver teknologimediet Version2.dk.

De nye sider, hvor svindlere prøver at fiske oplysninger ud af intetanende internetbrugere, er nemlig placeret under et Windows.net-domæne.

Det er ejet af Microsoft, og får svindlen til at se mere ægte ud.

Derudover har siderne også haft en “grøn hængelås” i hjørnet. Den betyder normalt, at forbindelsen er krypteret, og at man rent faktisk befinder sig på den side, der fremgår af url’en. Det får igen svindlen til at se mere legitim ud.

Sikkerhedsekspert og medstifter af sikkerhedsfirmaet CSIS Peter Kruse har tidligere fortalt til Newsbreak.dk, at phishing-beskederne ofte forsøger at udnytte store virksomheders navne, som er kendte har en høj troværdighed.

– Svindlere forsøger at udnytte brands, vi som forbrugere har tillid til. I Danmark handler vi meget på nettet, og modtager vi eksempelvis en mail fra “Netflix” på korrekt dansk, hvor firmaet oplyser, at vi skal opdatere betalingskortoplysninger, så ved svindlerne, at nogle gør det, fortalte Peter Kruse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu