ANNONCE

Patienter fik måske infektioner fra kirurg

20. januar 2020 13:18 | Af: Ritzau Fokus

Et øget antal af infektioner hos patienter på hospital kan muligvis føres tilbage til kirurgs hudsygdom.

Patienter fik måske infektioner fra kirurg
Lægen er blevet forflyttet. Genrefoto.

Odense Universitetshospital har flyttet en kirurg til andet arbejde, da der er mistanke om, at kirurgens hudsygdom kan have medført infektioner hos patienter, der har været indlagt til en hofteoperation. Det oplyser hospitalet ifølge Fyens Stiftstidende.

Hospitalet har gennemgået en række journaler for patienter, der har fået nyt hofteled. Her har man fundet et øget antal infektioner, der har ført til genindlæggelser og nye operationer.

Artiklen fortsætter under videoen.

Fem patienter lever ikke længere. Ifølge Odense Universitetshospital kan den infektion, de fik på hospitalet, have haft en betydning.

De fleste af de 44 patienter, som har fået en infektion, har siden fået en ny hofte, oplyser hospitalet i en pressemeddelelse.

Patientsikkerhed er altafgørende

Det øgede antal af infektioner kan muligvis føres tilbage til operationer foretaget af den pågældende kirurg, som har en kronisk hudlidelse.

– Det er altafgørende for Odense Universitetshospital, at der ikke er tvivl om patientsikkerheden.

– Derfor har Odense Universitetshospital handlet med det samme, da man opdagede en mulig sammenhæng, hedder det i pressemeddelelsen.

Kirurgen er stoppet med at udføre hofteoperationer eller andre indgreb. Vedkommende varetager nu andet arbejde, hvor der ikke er infektionsrisiko, oplyser hospitalet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu