Tænk dig om: Her betaler mange for meget

27. maj 2019 09:19 | Af: Ritzau Fokus

Undersøg din rejse- eller indboforsikring, inden du tilkøber ekstraforsikringer til ferien.

Mange trawler nettet tyndt for at finde den bedste og billigste ferie.

Til gengæld er overvejelserne ofte mindre grundige, når det kommer til tillægsforsikringer.

Her siger rigtig mange bare ja tak, når søgeportaler og rejseselskaber falbyder dækning i tilfælde af aflysning, forsinkelse, mistet bagage eller noget fjerde.

Og det er en skam, for vi skyller penge lige ud med badevandet.

– Risikoen er, at man bliver overforsikret. Og dobbeltforsikring er ikke dobbelt så godt – det er penge ud ad vinduet, siger økonom Lars Baadsgaard, der er ansvarlig for finansielle test af blandt andet rejseforsikringer hos Forbrugerrådet Tænk.

Samme besked lyder fra Louise Skjødsholm, der er specialkonsulent hos den uvildige oplysningstjeneste Penge- og Pensionspanelet.

– I situationen kan man måske ikke helt huske, hvad ens forsikring dækker. Og så trykker man bare ja tak, fordi man hellere vil være på den sikre side. Men det er trælse penge, siger hun.

Dobbeltforsikring giver ikke dobbelt erstatning

Hvis du er dobbeltforsikret, får du nemlig ikke dobbelt erstatning.

Derfor skal du som det første undersøge betingelserne for din nuværende indbo- og rejseforsikring.

Eksempelvis er forsvundet eller beskadiget bagage ofte dækket af din indboforsikring, fortæller Lars Baadsgaard.

Det samme gælder afbestilling eller erstatning, hvis du bliver syg før rejsen eller forsinket. Det er ofte en del – eller et tilkøb – til din årsrejseforsikring.

– Det er en klassiker, at man tænker, at det må man hellere vælge til, så man kan få en ferie på et andet tidspunkt. Men igen vil man bare være dobbelt dækket, siger Lars Baadsgaard.

Tag snakken med forsikringsselskabet

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl, råder Louise Skjødsholm. Så du undgår at tage beslutningen, når du først står hos biludlejeren eller har de billige flybilletter på hold.

– Det er typisk i købssituationerne, at vi bliver i tvivl. Og de fleste har en udmærket rejseforsikring. Det bliver ofte dyrere, hvis du har forsikringer alle mulige steder, siger Louise Skjødsholm.

Når du har overblikket, kan du vurdere, om du har brug for nogle tilkøb. Det kan være, hvis du skal dykke, klatre eller dyrke anden ekstremsport.

I det hele taget bør du have forsikringer på områder, hvor regningen kan blive rigtig stor. Det kan være personskade, hjemtransport, erstatningsansvar eller advokathjælp.

Til gengæld kan du genoverveje de forsikringer, som handler om mindre beløb.

– Hvis din bagage bliver forsinket, er det ærgerligt, men det vælter ikke din økonomi. Du skal derimod forsikre dig mod store økonomiske tab, siger Lars Baadsgaard.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu