Pensionist fundet i blodpøl: Politiet jagter bilist

22. maj 2019 21:57 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En 80-årig mand blev skubbet ind i en mur og fik alvorlige skader.

For at appellere til offentligheden deler politiet billeder af en 80-årig pensionist, der blev indlagt med store skader efter et brutalt overfald som følge af decideret vejvrede.

I en pressemeddelelse skriver Metropolitan Police, der blandt andet dækker London, at overfaldet skete i slutningen af april, hvor den ældre mand, der var ude at gå med sin kone, nær var blevet kørt ned.

Efter et verbalt sammenstød med bilisten gik sidstnævnte amok og jagtede den ældre mand, der til sidst blev skubbet så hårdt, at han faldt direkte ind i en mur og fik alvorlige skader og blev slået bevidstløs.

Fundet i blodpøl

Omfanget af den 80-åriges skader var til at tage og føle på, ifølge pressemeddelelsen. Den 80-årige blev nemlig af ambulancepersonale og politi fundet liggende i en blodpøl – bevidstløs.

Efterfølgende blev hans kvæstelser opgjort på hospitalet til et brækket håndled, en brækket næse og et brækket kindben. Efterforskningsleder Luke Thomson udtrykker i pressemeddelelsen væmmelse.

– Offeret har lidt alvorlige skader som følge af et komplet unødvendigt og uforståeligt overfald, der kunne have kostet manden hans liv. Der findes ingen plads til den slags handlinger, siger han.

Hvid mand, sølv bil

Politiet i Penge, hvor overfaldet fandt sted, har sikret overvågningsvideo, der således understøtter efterlysningen, der er ganske konkret. Hvad angår bilen i hvert fald. Den er sølvfarvet, og efter overfaldet stak bilisten af i den.

Han beskrives som en hvid mand i 40 års-alderen og omkring 180 centimeter høj. Desuden var han såkaldt “godt i stand” og havde ikke hår på hovedet. Der var desuden en kvindelig passager i bilen, oplyser politiet, der appellerer til offentligheden.

– Vi beder alle, der kender den mand, der har udført dette brutale angreb, om at henvende sig og hjælpe os med vores efterforskning, så vi kan få fat i den ansvarlige, siger politimanden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu