Person under 18 død af coronavirus

25. marts 2020 10:31 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Sundhedsmyndigheder i Los Angeles bekræftede tirsdag, at en person under 18 år er død af coronavirus Covid-19.

Generelt har coronavirus Covid-19 haft ry for ikke at ramme børn så hårdt, dog er der set flere eksempler på, at børn er blevet smittet med virussen.

Tirsdag blev det bekræftet, at en person under 18 år er død af coronavirus, skriver CNBC.

Artiklen fortsætter efter videoen

Knusende huskeregel

Den overraskende melding kom i en pressemeddelelse fra sundhedsmyndighederne i Los Angeles.

– Tragisk nok var én af de døde en person under 18 år. Det er en knusende huskeregel på, at coronavirus Covid-19 smitter personer i alle aldre, lød det fra Dr. Barbara Ferrer, direktør for County of Los Angeles Public Health Department.

Den nævnte patient var fra Lancaster i Californien, men mange flere detaljer ønskede Barbara Ferrer ikke at give om dødsfaldet. Det betød også, at personens reelle alder ikke kom frem.

Det er også uvist om personen under 18 havde andre underliggende sygdomme, der kunne medvirke til, at vedkommende var i en risikogruppe.

Dog skal dødsfaldet undersøges nærmere, er der efterfølgende blevet meldt ud.

Børn får milde symptomer

Ind til videre har den sparsomme viden om coronavirus Covid-19 hele tiden forsikret os om, at børn sjældent bliver ramt, og når de bliver ramt, så oplever de milde symptomer.

Det er fortsat gældende ifølge Centers for Disease Control and Prevention.

Dog har verdenssundhedsorganisationen WHO meldt ud, at der også i Kina er oplevet flere tilfælde af børn, der er hårdt ramt af voldsomme symptomer på coronavirus, derfor opfordrer de lande til også at være opmærksomme på, at børn sagtens kan få alvorlige problemer med sygdommen.

Dødsfaldet har betydet, at det samlede antal døde efter udbruddet af coronavirus i Los Angeles County er nået op på 11 med 662 smittede på nuværende tidspunkt.

Omkring 42 procent af de smittede er i alderen mellem 18 og 40 år, mens 39 procent er mellem 41 og 65 år.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu