ANNONCE

PET: De havde planer om angreb

12. februar 2021 11:39 | Af: Ritzau Fokus

Politiet har fundet en lang række våben og komponenter, der kunne bruges til bomber, fortæller PET-chef

PET: De havde planer om angreb
Flere adresser blev ransaget i weekenden i forbindelse med sagen. Her i Holbæk. (Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix)

Politiet mistænker fængslede personer i terrorsag for at planlægge terrorangreb i Danmark eller Tyskland.

Det oplyser fungerende politidirektør Lene Sørensen fra Midt- og Vestsjællands Politi på et pressemøde i Politiets Efterretningstjenestes (PET) hovedkvarter i Søborg.

I forbindelse med ransagninger har politiet fundet en lang række våben, fortæller operativ chef for PET Flemming Drejer.

– Vi har fundet de ingredienser, der skal til for at lave en bombe. Vi har også fundet våben som pumpguns og en jagtriffel med kikkertsigte. Det er nogle fund, som bekymrer os, siger han.

Dertil kommer tændsnore og andre komponenter, der kan bruges til fremstilling af bomber.

Bomberne var ikke lavet

Der er dog intet, der indikerer, at der var en nærliggende fare mod befolkningen, lyder det fra Flemming Drejer.

Med andre ord var de mulige bomber endnu ikke konstrueret.

Politiet mener, at der er tale om terrorplaner med et islamistisk motiv. Det skyldes blandt andet, at man ved ransagningerne har fundet et IS-flag, fortæller den operative chef for PET.

Midt- og Vestsjællands Politi og PET har fået assistance af flere andre politikredse på Sjælland i forbindelse med sagen.

Mystiske politiaktioner

Sidste weekend tiltrak to aktioner i Holbæk sig stor opmærksomhed, men politiet ransagede også andre adresser på Sjælland.

I alt 13 personer er varetægtsfængslet i sagen. Syv er sigtet for at have planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til forsøg på terror.

Politidirektør Lene Sørensen vil ikke oplyse, hvad de resterende seks – der tidligt fredag morgen blev fængslet – er sigtet for.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu