PET efter eksplosionsangreb: Terrortruslen er alvorlig

8. august 2019 10:54 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Politiets Efterretningstjeneste holder et vågent øje med udviklingen omkring eksplosionen ved Skattestyrelsen.

PET efter eksplosionsangreb: Terrortruslen er alvorlig
Oprydningsarbejdet efter eksplosion ved Skattestyrelsen i København. Ingen kom alvorligt til skade, da en voldsom eksplosion tirsdag aften ramte Skattestyrelsens hovedkontor i København. Foto: Philip Davali/Scanpix

Politiets Efterretningstjeneste, PET, følger udviklingen omkring eksplosionen ved Skattestyrelsen.

Eksplosionen skete tirsdag aften omkring klokken kvart over ti på Østerbro, hvor styrelsen ligger. Der var tale om en kraftig eksplosion, der gav store skader på Skattestyrelsens facade. En person kom lettere til skade.

– PET følger situationen tæt og er i løbende dialog med Københavns Politi om efterforskningen af eksplosionen ved Skattestyrelsen tirsdag aften. Samtidig følger PET udviklingen i trusselsbilledet og er i løbende dialog med politiet om eventuelle tiltag, skriver PET i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Efterretningstjenesten henviser desuden til sin løbende opdaterede vurdering af terrortruslen mod Danmark. Her er vurderingen fortsat, at terrortruslen mod Danmark er “alvorlig”.

Leder efter motiv

Politiet arbejder fortsat på at efterforske eksplosionen ved Skattestyrelsen og finde ud af, hvilken sprængladning der blev brugt, og hvad et eventuelt motiv kunne være.

Chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov ville onsdag ikke oplyse, om der var overvågningsbilleder, der kan hjælpe. Han sagde dog, at politiet er fortrøstningsfuldt med hensyn til at finde frem til den eller de gerningsmænd, der står bag.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Samtidig er der indledt en efterforskning af en eventuel gerningsmand. Der er ingen anholdte i sagen.

– Det er for tidligt at sige noget om gerningsmand og motiv. Det er også for tidligt at sige noget om, hvad der har forårsaget eksplosionen, sagde Jørgen Bergen Skov på et pressemøde onsdag.

Henvend jer

Eksplosionen har ødelagt en stor del af facaden på bygningen. To personer befandt sig i bygningen, da eksplosionen skete. De er ikke kommet til skade. Alle med viden i sagen bedes kontakte politiet på telefonnummer 114.

– Det kan godt være, man ikke tænker, man har set nogen, der så mistænkelige ud, men vi vil gerne tale med folk, så vi kan afgøre, hvad der var mistænkeligt, sagde Jørgen Bergen Skov.

Appellen retter sig blandt andet mod passagerer i og omkring tre busser, 8A, 3A og 37, som holdt ved Nordhavn Station cirka klokken 22.15. Den gælder også beboere, som var ude på de nærliggende gader i tidsrummet fra klokken 21.45 og 22.30. Politiet vil gerne tale med alle, lyder det fra Jørgen Bergen Skov. Indtil videre er en del henvendelser kommet, men flere må gerne strømme til.

Torsdag oplyser Københavns Politi, at flere end 110 personer har henvendt sig.

– Det er virkelig overvældende, hvor mange borgere, der har taget kontakt til os. Det er en stor hjælp for efterforskningsgruppen, som blandt andet bruger vidnefortællingerne til at kortlægge interessante personers bevægelser i området i tiden op til og efter eksplosionen. Derfor opfordrer vi stadig alle, der endnu ikke har talt med os, som har befundet sig i området i den omtalte tidsperiode, til at tage kontakt til os, udtaler Bergen Skov i en pressemeddelelse.

Et under

Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte det onsdag “et under”, at ingen kom til skade.

– Vi betragter det på ingen måder som drengestreger eller en tilfældighed. Eksplosionen skete tæt på en S-togsstation på et tidspunkt, hvor mange er på gaden, så vi ser meget, meget alvorligt på det, sagde hun onsdag på et pressemøde.

Personer, der var i nærheden, beskriver da også eksplosionen som kraftig.

– Det lød simpelthen som en bygning, der styrtede sammen. Så vi havde hjertet oppe i halsen og styrtede ud på altanen, sagde nabo til Skattestyrelsen Helen Munch onsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu