ANNONCE

Pige død: -Jeg er helt ude af mig selv

24. april 2021 19:05 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 29-årig mand er lørdag blevet fængslet i sag, hvor en pige blev kørt ihjel for øjnene af sin familie

Pige død: -Jeg er helt ude af mig selv
Stedet hvor en pige blev påkørt fredag aften i Hunseby på Lolland lørdag den 23. april 2021. Foto: Claus Bech/Scanpix

Promillen var høj – meget høj – da en 29-årig mand ifølge anklagemyndighedens sigtelse fredag aften kørte en 11-årig pige ihjel.

Manden er lørdag efter et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster blevet varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab.

– Han er blevet fængslet foreløbig frem til 12. maj, altså to en halv uge, fortæller senioranklager Christina Gregersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Rystet

Dagen efter ulykken er der blevet lagt blomster ved ulykkesstedet, hvor der ifølge B.T. har været en forsamling af mennesker fra det lille lokalsamfund.

– Jeg er helt ude af mig selv. Min datter havde vitterligt gået det samme sted få minutter forinden. Det er så tragisk, og det gør så ondt, siger en kvinde, B.T. har talt med.

Promille på 0,22

Ved retsmødet kom det frem, at manden havde en promille på 2,02, da han efter anholdelsen fredag blev bedt om at blæse i politiets alkometer, skriver bt.dk.

Grænsen for spirituskørsel ligger ved en promille på 0,5. Straffen stiger, når promillen overstiger 1,20, og den stiger yderligere, når promillen er over 2,00.

En analyse af en blodprøve fra den 29-årige skal fastslå den nøjagtige promille.

Manden blev anholdt, kort efter at pigen var blevet ramt af en flugtbilist på Skelstrupvej i Hunseby. Ud fra en beskrivelse af bilen fandt politiet frem til den 29-årige.

Ekstra Bladet har talt med et øjenvidne, som beretter, at pigen cyklede sammen med sin lillebror i rabatten ved siden af vejen. På den anden side gik børnenes forældre.

Pigen fik efter ulykken livreddende førstehjælp, men lørdag morgen lød meldingen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at hun var afgået ved døden på hospitalet.

Christina Gregersen oplyser til Ritzau, at manden er fængslet på grundlag af en mistanke om, at han er skyldig i pigens død, og at der er risiko for, at han på fri fod vil kunne påvirke politiets efterforskning.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu