ANNONCE

Piskeris beslaglagt: Mand anholdt

20. august 2020 12:49 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Manden er mistænkt for vold med piskeriset.

Piskeris beslaglagt: Mand anholdt
Manden kontaktede politiet for at melde sig selv. Genrefoto: Elo Christoffersen.

En 54-årig mand er blevet sigtet for vold, efter at han har erkendt over for politiet, at det var ham, der slog en 61-årig med med et piskeris fra en mørtelblander.

Newsbreak.dk omtalte sagen onsdag, hvor politiet oplyste, at den 61-årige mand sammen med en 61-årig kvinde havde været på vej væk fra et grønt område i Blegdammen ved Herfølge.

De var begge berusede, og de diskuterede, hvorvidt det var en god idé for kvinden at køre fra stedet på et løbehjul.

Det var her, en tredje person blandede sig i diskussionen, og her den 61-årige i sidste ende blev slået i hovedet med piskeriset.

Voldsmanden blev efterlyst, og den 54-årige henvendte sig til politiet onsdag aften for at fortælle, at det var ham, der havde slået den 61-årige.

Politiet sendte en patrulje ud til mandens adresse, hvor den 54-årige blev anholdt ganske udramatisk. Her fandt politiet også det piskeris, den 61-årige blev slået med, og mistænkt og piskeris blev taget med fra stedet.

Den 54-årige blev afhørt og siden løsladt. Anklagemyndigheden vurderer ikke, at der var grundlag for at begære manden fængslet.

Manden blev derfor løsladt torsdag morgen. Han er stadig sigtet i sagen.

Den 61-årige blev kørt på skadestuen i Køge, hvor han modtog behandling for hovedskader.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu