Pistol og dødstrusler: Udvist roma-boss vil blive i Danmark

30. september 2015 05:03 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk
 
Pistol og dødstrusler: Udvist roma-boss vil blive i Danmark
Gimi Levakovic blev i august udvist af Danmark. I dag starter hans ankesag. Foto: TV2 Press
Gimi Levakovic blev i august udvist af Danmark. I dag starter hans ankesag. Foto: TV2 Press

Gimi Levakovic blev i august udvist af Danmark. I dag starter hans ankesag. Foto: TV2 Press

Gimi Levakovic, der er familieoverhoved for en flok dybt kriminelle romaer, er dømt til udvisning af Danmark. I dag starter hans ankesag. Han vil blive i Danmark.

Den 6. august blev Gimi Levakovic dømt til udvisning af Danmark under stor mediebevågenhed. Den 46-årige, overhoved i en familie dybt inficeret af kriminalitet, blev dengang dømt til at afsone et år og tre måneders fængsel forud for sin udvisning. Dommeren lagde særdeles stor vægt på, at Levakovic blev smidt ud af Danmark.

– Det mener vi på baggrund af en samlet vurdering, hvor vi blandt andet har taget højde for den tiltaltes tidligere straffe, forklarede dommer Christian Ankerstjerne dengang til EB.dk med reference til roma-bossens tidligere domme for vold.

Udvisningen kom også som følge af vurderingen af Levakovic’ tilhørsforhold til Danmark, der vurderedes som lavt.

Pistol og dødstrusler

Gimi Levakovic blev ved retten i Næstved dømt for at have fremsagt ret markante dødstrusler mod en anden roma-familie. Han blev anholdt i en lejlighed i Korsør, hvor han lejede sig ind på et værelse, og i det værelse fandtes en pistol med to magasiner – med skarpe skud i.

– Om det så var julemanden eller en andens pistol er underordnet for sagen, men jeg mener, at der er begrundet tvivl om hvorvidt, pistolen kunne have tilhørt min klient, sagde forsvarer Bjørn Elmquist dengang.

Nu testes dommen

På baggrund af ovenstående forhold og en generel utilfredshed med dommen, valgte Gimi Levakovic i august at anke sagen med det samme. Den retssag starter i dag ved Østre Landsret i København.

Den 2. oktober er ligeledes sat af til ankesagen.

Gimi Levakovic har hele tiden nægtet sig skyldig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu