ANNONCE
Onsdag morgen skete der en eksplosion i pizzeriaet Pizza 73 i Vanløse. Ved et pressemøde onsdag formiddag kom Københavns Politi med nye spor i sagen.
Københavns Politi efterlyser nu en mand med en pose, som er blevet set på videomateriale fra området omkring pizzeriaet.
Mens politiet også er i besiddelse af viden, der indikerer, at der også har været andre i området omkring Pizza 73.
Der er indtil videre ikke mange spor for politiet at gå efter i sagen om eksplosionen på Jyllingevej i Vanløse.
Dog kom det frem på pressemødet, som Københavns Politi afholdte onsdag formiddag, at politiet er i besiddelse af videomateriale fra området.
– Vi kan se på noget overvågning, at der i området kommer en mand gående. Han bærer en hvid plastikpose. Mere kan vi ikke se, da billederne ikke er så gode. Vi arbejder på at få lavet billederne bedre, sagde Brian Belling, vicepolitiinspektør i Københavns Politi på pressemødet ifølge Ritzau.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Politiet forklarer i en pressemeddelelse, at manden, der efterlyses, går tæt ved pizzeriaet med en pose i hånden cirka to minutter inden eksplosionen.
Københavns Politi søgte efter eksplosionen vidner, og det kan have givet pote.
Vidner har fortalt, at de har set to personer løbe fra området. De to personer løber på fortovet i indadgående retning mod Støvringvej.
Det efterforskes stadig, om de to personer løber væk fra pizzeriaet, oplyser Københavns Politi.
Ligeledes hører Københavns Politi også gerne fra andre vidner, der har set de to personer løbe fra pizzeriaet efter eksplosionen.
Københavns Politi fastslår, at der er tale om en alvorlig sag.
– Jeg vil gerne slå fast, at vi tager eksplosioner som den her meget alvorligt. Det skal ikke ske i de københavnske gader, så der er sat massivt ind for at finde gerningsmændene bag det her og få dem stoppet, udtaler Brian Belling.
Politiet oplyser også, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der indikerer, at onsdagens eksplosion har en sammenhæng med nogle af de tidligere eksplosioner i Københavnsområdet i den seneste tid.
Anmeldelsen om eksplosionen modtog Københavns Politi klokken 05.40.
Det var også omkring samme tidspunkt, at Kristian Bek Andersen, der er genbo til pizzeriaet, blev vækket af et brag.
– Vi kan sgu ikke rigtig finde ud af, hvad det er for noget. Så går vi ind i stuen og kigger ud af vinduet. Så kan vi se, der ligger rester fra eksplosionen på vejen, sagde han onsdag morgen til Newsbreak.dk.
I forbindelse med eksplosionen spærrede politiet et større område omkring Pizza 73 af.
Det er op af formiddagen blevet udvidet, ifølge P4 Trafik København og Sjælland.
@KobenhavnPoliti har udvidet afspærringen af #Ålekistevej, så der nu er spærret ml. Herlufsholmvej og Birkholmvej. Der er fortsat spærret på #Jyllingevej ml. Ålekistevej og Jernbane Allé. https://t.co/5tOXMsliPn
— DR P4 Trafik København & Sjælland (@P4KBHTRAFIK) September 18, 2019
Til at starte med var Jyllingevej spærret af mellem Ålekistevej og Jernbane Allé. Mens det senere bliver udvidet, så der også er spærret mellem Herlufsholmvej og Birkholmvej.
Afspærringerne skyldes, at politiets teknikere fortsat arbejder på stedet.
ANNONCE