ANNONCE

Planlagde vildt røveri: Fem mænd tiltalt

25. juni 2020 13:06 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Der er rejst tiltale mod fem mænd. De er anklaget for at have planlagt et større røveri.

Planlagde vildt røveri: Fem mænd tiltalt
Der er rejst tiltale mod fem mænd, fordi de har planlagt et større røveri mod en værdihåndteringscentral. Foto: Colourbox/ Genre

Onsdag har Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi rejst tiltale mod fem mænd.

De er anklaget for over en længere periode at have planlagt et stort røveri mod en værdihåndteringsvirksomhed.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

I tiden op til den 28. november 2019 skulle de fem mænd have forberedt det store røveri. Det gælder blandt andet ved at observere virksomheden samt politigården i Albertslund.

Desuden er mændene også tiltalt for at have undersøgt mulighederne for sprængstoffer og entreprenørkøretøjer, ligesom de har planlagt, hvordan de kunne forsinke politiet på deres vej mod værdihåndteringsvirksomheden med brændende busser eller lignende.

Københavns Vestegns Politi begyndte allerede at efterforske mændene i efteråret  2019.

Røveriet, de fem mænd planlagde, er aldrig blevet gennemført, da de tiltalte blev anholdt.

De fem mænd er foruden planlægningen af røveriet også tiltalt for en række andre forhold. Det gælder ulovlig tvang, trusler, røveri, langvarig frihedsberøvelse og brud på indrejseforbud.

Den hovedtiltalte er 50 år, mens de øvrige mænd er mellem 22 og 27 år.

Sagen har indtil videre kørt bag lukkede døre, derfor har Københavns Vestegns Politi ikke mulighed for at kommentere sagen yderligere.

Retten i Glostrup behandler Københavns Vestegens Politis anmodning om forhåndberammelse af sagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu