Plejecentre står uden automatiske sprinklere

20. marts 2019 09:49 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Efter dødsbrand sidste år er brandsikkerheden på plejehjem undersøgt. Men mange kommuner har ikke svaret.

Siden 1977 har det været et krav, at plejeboliger af en vis størrelse i mere end én etage skal have installeret automatiske sprinklere. Men rundt om i landet findes der mindst 220 plejeboliger, der ikke lever op til det krav.

Det viser en undersøgelse af brandsikkerheden, som konsulenthuset Niras har foretaget for Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Undersøgelsen er sat i værk, efter at en brand på plejehjemmet Farsøhthus i august kostede tre beboere livet.

Senere viste det sig, at brandsikkerheden haltede på plejecentret. Blandt andet manglede der et automatisk sprinkleranlæg i bygningen, og der var indrettet et spisekøkken i en flugtvejsgang.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) konstaterer på baggrund af rapporten, at forholdene på Farsøhthus ikke var enestående.

– Det er fuldstændigt uacceptabelt, at brandsikkerheden i en del plejeboliger ikke lever op til brandkravene, og det er vi i færd med af følge op på, siger han i en pressemeddelelse.

Dorte Birch var et af de mennesker, der mistede sin mor i forbindelse med branden.

– Jeg synes, at det er urimeligt, at min mor brændte ihjel. Hun skulle ikke dø på den måde. Vi har ikke fået sagt pænt farvel til hende, sagde hun til TV2 Østjylland i efteråret 2018.

Mangler flere svar

Det er uvist, om det kun er 220 plejeboliger, der har problemer med sikkerheden, da det kun er 77 af landets 98 kommuner, der har svaret på ministeriets spørgsmål inden for svarfristen.

Ole Birk Olesen vil derfor inddrage Ankestyrelsen i sagen for at give kommunerne påbud om at svare.

Og det er helt nødvendigt, mener Merete Dea Larsen, der er boligordfører for DF. For undersøgelsen vurderes nemlig kun at dække to tredjedele af boligmassen.

Og derfor kan problemerne altså være mere omfattende, påpeger hun.

Ud over manglende sprinkleranlæg hæfter Merete Dea Larsen sig ved, at mange plejehjem ikke har et ordensreglement, der eksempelvis fastsætter regler for levende lys og anden åben ild.

– 14,8 procent har svaret, at de ikke har ordensregler. Og 19 procent har ikke svaret på spørgsmålet. Det synes jeg godt nok er høje procenter, siger Merete Dea Larsen.

– Det er faktisk det, der chokerer mig mest. Det er der ingen undskyldninger for.

Mangler også brandveje

Rapporten viser også, at en stor del af boligerne ikke har sikre brandveje, påpeger Socialdemokratiets boligordfører, Kaare Dybvad.

– Der har kommunerne og beredskaberne et ansvar for at sikre, at der er sikre brandveje, så folk ikke omkommer eller kommer til skade, siger han.

Han opfordrer i øvrigt kommunerne til at installere mobile sprinkleranlæg, der hvor der bor rygere.

– Mange ulykker sker med folk, der falder i søvn med deres cigaretter i munden, siger Kaare Dybvad.

Ifølge rapporten fra Niras er der givet dispensation i 16 af de 220 tilfælde, hvor plejeboliger, der ellers burde have det, ikke har sprinkleranlæg. Farsøhthus, der brændte i august, havde også dispensation fra kravet om sprinkleranlæg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu