Sådan får du dine børn til at hjælpe til derhjemme

5. november 2018 09:38 | Af: Louise Bennetzen, lb@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Det er afgørende for børns udvikling, at de har pligter og hjælper til i familien, fra de er helt små, lyder det fra en børneforsker.

Sådan får du dine børn til at hjælpe til derhjemme
Det er vigtigt, at børnene har nogle pligter, men det betyder ikke, at man som forælder skal overvåge dem. - Man skal ikke opdrage sine børn til lydighed, men til ansvar, mener børneforsker Per Schultz Jørgensen. Foto: Colourbox.com/free

Allerede fra børn er tre-fire år gamle skal de have pligter. For eksempel tømme deres madkasse, sætte tallerkner i opvaskemaskinen eller hjælpe med at bære varer hjem fra supermarkedet.

Sådan lyder den klare opfordring fra børneforsker og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen. Han mener, at pligter er helt afgørende for børns udvikling.

– Børn skal føle, at de er fuldgyldige og værdifulde medlemmer af et familiefællesskab, som de bidrager til og derfor også har en betydning for, siger han.

Lad børnene vælge sine pligter

For at få børnene til at hjælpe med dagligdagens gøremål anbefaler Per Schultz Jørgensen derfor, at man som forælder indkalder til et familiemøde. Her fortæller man, at der er nogle ting, der skal ordnes, og at alle skal hjælpe til.

Spørg, hvad barnet kunne tænke sig at stå for. Hjælp med at finde frem til, hvad barnet kan og skal. Det er nemlig centralt, at barnet bliver inddraget i beslutningen og ikke bare får at vide, at “det her skal du”.

– Børn skal selv være med til at fastsætte nogle normer, så de dermed også føler sig forpligtet på dem, siger Per Schultz Jørgensen.

Lad være med at tjekke

Når pligterne er fastlagt, og børnene skal i gang med at tømme opvaskemaskinen eller rydde op i stuen, er det vigtigt, at man som forælder ikke agerer “overvagtmester”.

– Det er til stor irritation for alle i en familie, hvis mor eller far går rundt og tjekker, om man har gjort sine pligter ordentligt. Hvis noget åbenlyst ikke er gjort godt nok, skal man selvfølgelig tale om det. Men det handler om at finde et niveau, hvor alle kan være med, siger Per Schultz Jørgensen.

– Man skal ikke opdrage sine børn til lydighed, men til ansvar, siger han.

Hjælp små børn

Forældre kan dog med fordel hjælpe små børn med at gøre pligterne mere overskuelige. For eksempel ved at have kasser, kurve eller andre beholdere til bestemte kategorier af legetøj på børneværelset. Det siger Anita Wodstrup Madsen, der er selvstændig indretningskonsulent.

Fakta

Tips til sundt legetøj

Legetøj indeholder kemiske stoffer lige som alle andre produkter. Nogle kemiske stoffer afgives fra legetøjet, når de bliver brugt, og børn vil ofte være mere følsomme overfor påvirkning af kemiske stoffer. Her er nogle tips, når det kommer til sundere legetøj.

  • Køb altid legetøj med CE-mærket. Det garanterer, at legetøjet lever op til de sundheds- og sikkerhedsmæssige krav
  • Vælg svanemærket legetøj
  • Giv ikke gammelt legetøj af blødt PVC til børn under 3 år
  • Vask, hvis det er muligt, legetøjet inden brug
  • Køb legetøj uden parfume. Parfume kan give allergi
  • Pak legetøjet ud i god tid. Hvis det lugter, så luft det inden barnet får det
  • Giv ikke legetøj til børn under 3 år, hvis legetøjet har en advarsel om, at det ikke er egnet til børn under tre år
  • Hold børn, som leger med legetøj, der er kemiske produkter, som f.eks. lim, maling og kosmetik til børn eller dukker, under opsyn

Kilde: Miljøstyrelsen

– Man kan eventuelt printe billeder ud af de forskellige kategorier og sætte dem på beholderne. På den måde kan børnene nemt se, hvor tingene hører til, siger Anita Wodstrup Madsen.

Hun anbefaler også, at forældre forsøger at gøre oprydningen mere til en leg end en sur pligt. For eksempel ved at gøre legokassen til en basketkurv og konkurrere om, hvem der bedst kan ramme den.

Hvis barnet ikke gider

Hvis børnene stritter imod og ikke gider deres pligter, er det afgørende, at man står fast som forælder, siger Per Schultz Jørgensen.

Han bruger et eksempel med en mor, der er på vej hjem fra supermarkedet med sin treårige søn, som har fået en lille pose, han skal bære. Drengen siger, “jeg er træt, jeg skal bæres”.

I den situation er det ifølge børneforskeren fundamentalt vigtigt, at man ikke tager drengen og varerne på armen, men holder fast i, at han selv skal gå.

– Drengen skal lære, at der er noget, han skal leve op til. Og han skal stille og roligt overtage den norm, der handler om at bidrage og være et ordentligt menneske, der også kan yde noget, siger Per Schultz Jørgensen og fortsætter:

– Hvis det ikke sker, kan drengen senere få en oplevelse af, at han ikke kan noget og få dårligt selvværd.

Derfor skal man sige til barnet: “Jeg forstår godt, at du er træt, det er jeg også, så nu sætter vi os her og hviler os, og så går vi, når du er klar”.

Konsekvenser er okay

Men hvis ens barn gentagne gange stritter imod og ikke gider at rydde op, dække bord eller klare sine opgaver, så må der gerne være en konsekvens. Så forstår barnet, at der er en balance mellem rettigheder og pligter, siger Per Schultz Jørgensen.

– Det kan være, at barnet ikke får lov at bestemme, hvad for noget mad, der skal spises, eller hvor familien skal hen på tur. Altså rettigheder som man ikke kan få, hvis man ikke også bidrager til fællesskabet, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu