Pludselig brændte det i Henriks varehus: -Vi kan desværre ikke åbne i dag

23. november 2017 12:39 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

I stedet skal der ryddes op!

Pludselig brændte det i Henriks varehus: -Vi kan desværre ikke åbne i dag
Føtex i Ikast holder lukket torsdag, efter at en voldsom brand hærgede butikken onsdag aften. Arkivfoto: Scanpix.

Kunder, der er vant til at have deres daglige gang i Føtex på Rådhusstrædet i Ikast, må i dag gå forgæves. Det er status efter, at der onsdag aften opstod brand i varehuset, omkring 20.00.

Newsbreak.dk har været i kontakt med Henrik Smed, der er varehusschef for varehuset, og han fortæller, at branden opstod et sted, man ikke umiddelbart ville mene, at en brand kunne bryde ud af sig selv-

– Der er gået ild i nogle håndklæder. Det blev selvfølgelig slukket, men røgen har cirkuleret rundt i varehuset, fortæller Henrik Smed.

I et varehus vil der være et sprinkleranlæg, der kan hjælpe til at slukke en brand, men det kræver, at branden er større, end den var onsdag aften.

– Det blev fanget, inden branden gik fuldstændig amok. Der blev pøset en masse vand på og en skumslukker, fortæller Henrik Smed.

Skaderne besigtiges

Personalet fik evakueret butikken for mennesker, og skønt en håndfuld blev kørt på sygehuset for at blive undersøgt for røgforgiftning, kom ingen alvorligt til skade i forbindelse med branden.

I dag venter efterspillet så; rengøring, oprydning og status.

– Vi har 15 mand, der gør rent og en masse folk til at sortere i de varer, der kan sælges og ikke sælges. Vi skal have rengjort hele butikken, fortæller Henrik Smed.

Newsbreak.dk har tidligere omtalt branden, der efterforskes af politiet.

– Branden er opstået på en reol, og det ser meget mystisk ud. Der er er ikke umiddelbart noget, der skal kunne gå i brand. Så om nogen har stukket ild til det vides ikke, har Henrik Nielsen, vagthcef ved Midt- og Vestjyllands Politi fortalt til TV Midtvest. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu