Pølseforgiftning kan koste dig livet

18. juni 2018 15:18 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Pølseforgiftning - eller botulisme - skal man ikke spøge med. Den kan koste dig livet.

Del:

Pølseforgiftning/botulisme kan i sidste ende medføre døden, hvis der ikke handles. Søndag 17. juni blev hele 11 personer indlagt med den frygtede sygdom.

Her kan du blive klogere på, hvorfra sygdommen kommer. Og det er ikke fra pølser. I galleriet over artiklen kan du se, hvad du skal være opmærksom på for at undgå forgiftningen.

Søndag blev 11 ældre herrer indlagt på flere sygehuse på grund af pølseforgiftning. Eller botulisme, som den også hedder.

Ifølge Statens Serum Institut stammer forgiftningen fra den sporedannende bakterie Clostridium botulinum.

Den bakterie findes i naturen og kan under specielle forhold producere såkaldte neurotoksiner.

“Disse toksiner er nogle af mest farlige og potente biologiske giftstoffer, som findes”, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Toksinerne optages i nervestystemet hvorfra de inaktiverer nervecellen. Det kan føre til lammelser – også af brystkassen, hvilket kan give vejrtrækningsproblemer.

Én person indlagt på intensiv

Af de 11, der i weekenden i midten af juni 2018 blev indlagt med forgiftningen, er én i skrivende stund indlagt på intensiv-afdelingen på Sygehus Sønderjylland på grund af vejtrækningsproblemer. De resterende har det noget bedre.

Det oplyser lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland Bjarne Dahler-Eriksen.

– Alle er vågne og taler. De har stadig symptomer i form af kvalme, og nogle af dem har også synsforstyrrelser, har han tidligere fortalt til Ritzau.

Fem af de 11 er dog blevet udskrevet mandag, dagen efter indlæggelsen.

– De typiske symptomer er, at man får kvalme, kaster op, almen utilpashed, synsforstyrrelser og begyndende lammelser, hvis sygdommen får lov at udvikle sig.

– Det er det, man særligt er bekymret for: Lammelser i muskulaturen omkring brystregionen og mellemgulvet så man får svært ved at trække vejret.

Lammelser i muskler og krop

Og de ord går meget godt i spænd med symptombeskrivelserne omkring pølsesyge/botulimse på SSIs hjemmeside:

Indledningsvis udvikles sløret syn, store pupiller, hængende øjenlåg, lysskyhed, lydoverfølsomhed, besværet tale og synkebesvær på grund af lammelse af kranienerverne.

Senere udvikles tiltagende symmetrisk muskelslaphed eller lammelse, som involverer brystkassen (vejrtrækningsbesvær) og arme og ben. Endvidere ses symptomer fra det autonome nervesystem i form af kvalme og opkastning, mundtørhed, tarmslyng (paralytisk ileus), fortoppelse og besværet vandladning.

Neurotoksinerne optages i nervesystemet, nærmere bestemt de motoriske nerveender (axoner), hvor giftstofferne inaktiverer nervecellen. Når nervecellerne inaktiveres fører det til lammelser af kroppens muskler. Lammelse af brystkassens muskelfunktion kan besværliggøre vejrtrækningen og være dødelig.

Undgå pølseforgiftning/botulisme

Hvis man skal undgå pølseforgiftning/botulisme skal man altså være særligt opmærksom på en god hygiejne omkring konserverede fødevarer.

“Man bør undgå at give honning til børn under et år, idet det kan indeholde sporer af C. botulinum”, oplyser SSI.

Toksinet – på trods af potentheden – bliver det dog også i små doser brugt til at behandle muskelspasmer og til kosmetiske formål. Under navnet Botox.

Navnet botulisme stammer fra latin, hvor botulus betyder pølse.

Fakta

Hvad er pølseforgiftning?

Pølseforgiftning eller botulisme er en meget sjælden sygdom, der forårsages af giftstoffer fra bakterien Clostridium botulinum.

Bakterien producerer en lang række meget farlige giftstoffer, hvis den mangler ilt.

Giftstofferne bliver optaget af nervesystemet, nærmere bestemt nerveenderne, og lukker ned for nervecellen. Det giver lammelser i kroppens muskler.

Rammes brystkassens muskler kan det give problemer med vejrtrækningen og være dødeligt.

Lammelserne kan forebygges med modgift, men er de først begyndt er den eneste kur, at nervecellen opbygger en ny nerveende. Det kan tage flere måneder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu