Politi massivt til stede efter skyderi ved Tivoli

2. juni 2017 18:41 | Af: Ritzau Fokus

Der har været et skyderi i indre København nær Tivoli. Ifølge Ekstra Bladet er en mand blevet skudt.

.Københavns Politi har afspærret et stykke af H.C. Andersens Boulevard i det centrale København.

Årsagen er, at der er blevet affyret skud.

Vagtchef Henrik Svejstrup, Københavns Politi, siger til Ritzau, at en mand er blevet ramt af skud.

Men lige nu er der ikke oplysninger om, hvor alvorligt såret han er.

Politiet oplyser, at man ikke mener, at skudepisoden er terrorrelateret, og at der var tale om en enkelt gerningsmand. Det er tilsyneladende gerningsmanden, der er blevet såret.

Københavns Politi vil holde en et pressemøde klokken 19.30 om hændelsen.

Det afspærrede område strækker sig fra Glyptoteket og Tivoli frem mod Rådhuspladsen.

Ifølge Ritzaus reporter på stedet er alle sidegaderne afspærret med politiets rød-hvide tape. Fodgængere får lov til at passere, men området er totalt lukket for biltrafik.

Afspærringerne har afstedkommet et trafikalt kaos, lyder meldingen.

Køen af biler mod Rådhuspladsen strækker sig et godt stykke ud ad Åboulevarden. I stedet for at krydse Rådhuspladsen ledes bilerne ud ad Vesterbrogade.

Newsbreak.dk’s mand på stedet fortæller, at politiet er massivt til stede med mindst ti patruljevogne, en indsatsleder og kampklædte betjente. Politiet har tilsyneladende anholdt to personer, som er blevet sat op ad en bil.

Københavns Politi oplyser på Twitter, at der har fundet en skudepisode sted, men derudover er det småt med informationer fra ordensmagten. Newsbreak.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra vagtchefen ved Københavns. Politi.

 

 

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu