Politi beder om hjælp: Hvem er denne mand?

20. januar 2020 09:33 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Er efterlyst for et voldsomt overfald på en kvinde.

Nordjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at fastslå identiteten på en mand, som angiveligt har begået et voldsomt overfald på en kvinde nytårsnat den 1. januar 2020 omkring klokken 01.30 på Nytorv i Aalborg.

Derfor har politiet nu sendt en overvågningsvideo ud, som borgerne kan se – og genkender nogen ham, så hører politiet meget gerne fra dem.

– Under overfaldet bliver forurettede tildelt et voldsomt skub, så hun vælter ned på stenbelægningen, hvorefter manden knæler ned over hende og tildeler hende tre kraftige knytnæveslag i hovedet. Vores efterforskning har indtil videre ikke medført, at vi har kunnet fastlægge identiteten på denne mand. Men vi er i besiddelse af en video, som viser overfaldets voldsomhed, og her fremstår han tydeligt, forklarer politikommissær Kenneth Rodam, Nordjyllands Politi.

Signalement

Den formodede gerningsmand beskrives som værende 25-30 år, 180-185 cm høj, kraftig kropsbygning, lys hud og mørkt hår, dansk af udseende. Han var iført sorte jeans, kondisko med hvide såler, en sort jakke og sort opknappet skjorte samt en sort bowlerhat.

Har du oplysninger i sagen kan du kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu