ANNONCE

Politi bekræfter: Brand påsat

27. juni 2020 15:11 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En spejderhytte er brændt - to gange på kort tid.

I begyndelsen af juni raserede en voldsom brand den del af Elsted Lystrup Beboerhus, hvor de lokale spejdere har hytte. Spejderhytten brændte i stor grad ned – med undtagelse af nogle sørgelige rester af konstruktionen gik alt tabt.

Lørdag morgen stod hytten så igen brand, fortalte vagtchef Peter Tholstrup til Newsbreak.dk.

– Det bliver anmeldt klokken 04.26, og det brænder endnu. Meldingen fra brandvæsenet er, at det vil vare et par timer eller tre endnu, sagde vagtchefen ved sekstiden.

Nu oplyser politiet, at branden efterforskes som påsat. I døgnrapporten skriver Østjyllands Politi derfor, at de gerne hører fra vidner, der har set noget i forbindelse med branden.

Hvad gør vi

Spejderhytten ligger ved Elsted Skole i Lystrup og huser KFUM-Spejderne Lystrup-Elsted Gruppe, der netop skulle til at starte op efter en ufrivillig corona-pause, da den første brand indtraf. Newsbreak.dk talte i den forbindelse med Erling Korreborg, der er formand for selve beboerhus-komplekset.

Han opholdt sig i Skagen, da han fik en opringning fra politiet. Uerstattelig historie i spejderhytten stod i flammer. Derfor besluttede Korreborg, at han måtte hjem til Lystrup for at besigtige skaderne.

– Jeg er nødt til at besigtige hvor slemt det står til. Det er svært at sidde så langt væk fra, hvor tingene foregår. Så jeg tager hjem lige om lidt. Jeg skal have fundet ud af hvad vi gør herfra. Vi skal jo videre, sagde han om morgenen den 8. juni.

På sin hjemmeside begræder den lokale spejdergruppe, der med 120 medlemmer er en af Aarhusområdets største, også tabet fra den første brand.

50 års historie

Ifølge spejderne tyder det på, at branden tog sit udgangspunkt på husets loft. Et rum, som bruges til at tørre spejdernes telte. Herfra har den bredt sig, og spejderne har udover telte og andre praktiske foranstaltninger mistet andre mere vigtige ting.

“Klart står det i hvert fald, at vi har mistet både en masse dyre ting, men også ting som ikke nemt lader sig erstatte. Ting med skøre og sjove minder, små himstregimser og andet, som kun har værdi for en spejder, må vi nok også vinke farvel til”, skrev spejderne.

Der er tale om mere end 50 års spejderhistorie, som er gået op i røg.

Nu er den sidste del af hytten så formentlig også historie.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu