ANNONCE

Vanvidsbilist bragede afsted gennem byzone

3. april 2021 10:28 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

En ny lov har siden onsdag givet politiet mulighed for at tage bilen fra vanvidsbilister, selv om den er lånt

Vanvidsbilist bragede afsted gennem byzone
En bilist og en motorcyklist er det seneste døgn blev fanget i at køre mere end 100 kilometer i timen steder, hvor man kun må køre 50 kilometer i timen. Genrefoto.

Det seneste døgn har Københavns Politi beslaglagt en motorcykel og en bil, efter at de er blevet brugt til såkaldt vanvidskørsel.

Det oplyser politiet lørdag morgen, blandt andet på Twitter.

I begge tilfælde blev der ifølge politiet kørt over 100 procent for hurtigt i en byzone, hvor man må køre 50 kilometer i timen. Derfor er der tale om vanvidskørsel.

Bilisten blev målt til 116 kilometer i timen, mens motorcyklisten blev målt til 111 kilometer i timen. Politiet har også frataget bilisten og motorcyklisten førerretten.

De høje hastigheder blev fanget ved politiets fartmåling, og efterfølgende blev køretøjerne stoppet. Det fortæller politiets vagtchef Michael Andersen.

Biler beslaglagt

Siden onsdag har politiet kunnet beslaglægge køretøjer brugt til vanvidskørsel, selv om bilen er lånt eller leaset. Og den mulighed har politiet brugt flere gange siden.

Fredag skrev TV2 Lorry, at Københavns Vestegns Politi skærtorsdag beslaglagde to biler i forbindelse med den landsdækkende påskekontrol.

I den ene sag var der tale om en mandlig bilist, der kørte mere end 180 kilometer i timen i en zone med en grænse på 90 kilometer i timen. Han blev desuden sigtet for kørsel uden førerret og for at være narkopåvirket.

I den anden sag var der tale om en bilist, der ikke havde førerret og stak af fra politiets kontrol efter at have kørt mere end 140 kilometer i timen i en byzone og forårsaget et færdselsuheld. Det oplyste politiet på Twitter.

Københavns Politi beslaglagde også natten til fredag en bil, efter at en bilist blev målt til at køre 127 kilometer i timen i en 60 kilometer-zone.

Flere typer af vanvittig kørsel

Vanvidskørsel dækker blandt andet over særlig hensynsløs kørsel. Kørsel med en promille på over 2,00 er også vanvidskørsel.

Kørsel med over 200 kilometer i timen eller en hastighed over 100 kilometer i timen med en samtidig overtrædelse af hastighedsgrænsen med mere end 100 procent er også vanvidskørsel.

Når politiet har beslaglagt et køretøj, er det efterfølgende op til retten at afgøre, om beslaglæggelsen er i orden, og om bilen dermed kan konfiskeres.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu