Politi: Bilister opfører sig totalt tåbeligt

10. juli 2019 18:53 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Bilisters ageren ved en alvorlig ulykke onsdag vækker harme hos politiet.

En alvorlig ulykke spærrede onsdag eftermiddag Hillerødmotorvejens forlængelse mellem Hillerød Syd og Lillerød.

Vejen var i den forbindelse spærret i timevis, og det fik flere bilister til at bryde loven, oplyser Nordsjællands Politi.

Ifølge politiet var der nemlig mange bilister, der vendte om og kørte over spærreflader og -linjer.

Det er ulovligt. Og det skaber fare for andre.

–  Oplever vi denne adfærd ude på stedet, vil vi uddele bøder for det. Vær i stedet tålmodige og følg vores anvisninger på stedet, skriver vagtchefen hos Nordsjællands Politi på Twitter.

Omkring klokken 17.30 var politiet færdige på stedet. Her havde man uddelt flere bøder, oplyses det.

Ulykken skete i nærheden af Freerslev, hvor der for blot en uge siden skete et voldsomt uheld.

Ild i to biler

Nordsjællands Politi oplyser endvidere, at der ved ulykken var to biler, der stødte frontalt sammen. Én person er fløjet fra ulykkesstedet i helikopter med retning mod Rigshospitalet.

Frederiksborg Brand og Redning oplyser på deres Twitter, at de har været med til at slukke ild, der var opstået i de to biler.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu