Politi efter fire brande: -Vær opmærksom

20. april 2019 12:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

De fire brande er formentlig alle påsatte. Alligevel er der ifølge politiet ingen grund til at være nervøs - men man skal være opmærksom.

Fire brande i Aarhus fredag aften og lørdag nat får Østjyllands Politi til at komme med en opfordring til borgerne:

– Vær opmærksom på, hvad det er for nogle, der løber rundt i området. Og ser man noget mistænkeligt, må man gerne ringe til politiet, siger vagtchef Bo Christensen til Newsbreak.dk.

Opfordringen kommer efter fire brande i biler og containere fra fredag aften til tidligt lørdag morgen – alle er formentlig påsatte.

Er til stede

– Man skal ikke være utryg ved situationen. Men man skal være opmærksom. Og har man oplysninger om nogle af brandene, så ring til os. Så ser vi på sagen. Vi er i gang med at efterforske brandene og tjekker, om der er videoovervågning, der eventuelt kan underbygge efterforskningen. Og så er vi også ude i områderne om natten, siger Bo Christensen.

Østjyllands Politi vil i dag- og aftentimerne desuden være tilstede med den mobile politistation i Rosenhøj og Brabrand.

De fire brande fra fredag aften til lørdag morgen opstod på Lottesvej i Brabrand, Karen Blixens Boulevard i Brabrand, på Musvågevej i Århus V. samt ved Rosenhøj Vænge og Rosenhøj Alle.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu