ANNONCE

Politi: Fuld mand i Porsche dræbte tre i høj fart

29. juni 2020 15:45 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En 26-årig mand er varetægtsfængslet efter en ulykke søndag kostede tre mennesker livet.

En 26-årig mand er mandag eftermiddag blevet varetægtsfængslet efter en grufuld trafikulykke, der søndag aften kostede tre mennesker livet ved Bogense på Fyn.

Det skriver Ekstra Bladet.

Længere nede i artiklen kan du læse om, hvordan den 26-årige forholdt sig til de grufulde sigtelser, der blev læst op i retten.

Familie udslettet

En 63-årig kvinde, der blev alvorligt skadet i forbindelse med ulykken afgik mandag morgen ved døden på sygehuset.

Dermed blev hun det tredje dødsoffer efter ulykken søndag aften på Odensevej ved t-krydset Odensevej/Assensvej umiddelbart uden for Bogenses bygrænse.

Da redningsmandskabet ankom ved ulykkesstedet stod det meget hurtigt klart, at en 37-årig mand og en 64-årig kvinde var blevet dræbt på stedet.

På daværende tidspunkt blev den 63-årige kvinde fløjet på sygehuset med livstruende skader.

De tre omkomne i ulykken er alle i familie med hinanden, og deres pårørende er underrettet.

Den 63-årige kvinde var fra Esbjerg, mens den 37-årige mand var fra København, og den 64-årige kvinde var fra Vestfyn.

Armene over kors

Ifølge Ekstra Bladet sad den nu varetægtsfængslede 26-årige tilbagelænet og med arme og ben over kors, da sigtelserne blev læst op under grundslovsforhøret.

Han erkender, at han har kørt “noget for stærkt” – 120-130 kilometer i timen, har Fyns Politi oplyst i en pressemeddelelse. Hans ven, der var medpassager i den Porsche Cayenne, de kørte i, har dog sagt, at de kørte 140-150 kilometer i timen.

De har også været uenige om, hvor meget, der var blevet drukket forinden. Den sigtede mener, han havde drukket fire-fem øl over en længere periode. Vennen siger otte-ni.

Han er sigtet for uagtsomt manddrab, spirituskørsel og for at flygte fra uheldstedet. Han nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab og promillekørsel.

Han kom ikke selv til skade ved ulykken, men forlod ulykkesstedet efter at have sikret sig, at vennen var ok. Han blev senere anholdt hos sin kæreste. Vennen i den 26-åriges bil blev undersøgt for mindre skader.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu