ANNONCE

Politi opruster: 10 nye firbenede kolleger

24. juni 2020 09:03 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Fyns Politi opruster med et hav af firbenede kolleger.

Politi opruster: 10 nye firbenede kolleger
Fyns Politi opruster. Over de kommende tre år, får de tilføjet 10 sprængstofhunde og deres førere. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix/ Arkiv

I løbet af de kommende tre år får betjente ved Fyns Politi nye kolleger. 10 sprængstofhunde og deres førere vil få deres arbejdsplads i politikredsen.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Bliv klogere på, hvad en sprængstofhund kan i bunden af artiklen.

En forstærkning

Allerede i 2020 bliver fire sprængstofhunde og deres førere en del af Fyns Politi.

Året efter oprustes der med yderligere to makkerpar. Mens de fire resterende sprængstofhunde og -førere bliver en del af politikredsen i 2022.

Det er noget af en forstærkning.

– Jeg er glad for, at Rigspolitiet har besluttet yderligere at forstærke vores dygtige hundeafdeling på Fyn med en gruppe sprængstofhunde og -førere, og jeg ser frem til at følge arbejdet med vores nye to- og firbenede kollegaer, siger politidirektør ved Fyns Politi Arne Gram og fortsætter:

– Med den markante tilførsel bliver Fyns Politi i stand til at løse en række nye og vigtige opgaver både på Fyn og i andre dele af landet. Der er for mig ingen tvivl om, at beslutningen er et meget positivt løft i forhold til borgernes tryghed og sikkerhed.

Reagere akut

Før i tiden har Fyns Politi været afhængig af andre politikredse, når de har skullet bruge sprængstofhunde i en efterforskning.

Fyns Politi har været nødt til at kontakte enten Københavns Politi eller Østjyllands Politi, når der var behov for en sprængstofhund.

Det har betydet, at ventetiden – grundet køreafstanden – har været lang. Det har haft indvirkning på akutte sager.

Men den tid er ovre, og det glæder Leder af hundeafdelingen ved Fyns Politi, politikommissær Jesper Schmidt-Nielsen.

– Det glæder vi os rigtig meget til. Det betyder, at vi hurtigt kan komme til stede, hvis der er behov for at få afsøgt et gerningssted eller et område for alle former for sprængstoffer, men også efter et afskudt gerningsvåben, afskudte projektiler eller andet, der har den mindste krudtlugt, siger Jesper Schmidt-Nielsen.

Det er på grund af regeringens Trygheds- og Sikkerhedspakke, at Fyns Politi får nye kolleger.

Foruden Fyns Politi, får Østjyllands Politi og Københavns Politi tilgang af flere sprængstofhunde og -førere.

Flere dygtige hunde

Nyheden om oprustningen af de firbenede hos Fyns Politi kommer blot en lille uge, efter politikredsen delte en anden væsentlig nyhed om dygtige snuder.

For hos Fyns Politi er politihundene Basse og Cody i gang med at uddanne sig til vandsøgshunde.

De to hunde er blevet udvalgt til uddannelsen, der kræver en del erfaring.

–  Både hund og hundefører skal have stor erfaring og besidde høje faglige kompetencer, for at komme i betragtning som vandsøgshund. Derfor er vi meget stolte over, at Fyns Politi har fået tildelt to vandsøgshunde fra vores Hundepatrulje, sagde Jesper Schmidt-Nielsen i forbindelse med nyheden.

Vandsøgshunde skal kunne finde spor i vand, hvad end det gælder personer, narkotika eller våben.

At Danmark nu uddanner vandsøgshunde kommer efter, at den slags hunde skulle bruges i sagen om den svenske journalist Kim Wall.

Her var dansk politi nødt til at blive assisteret af svensk politi, da der ikke fandtes vandsøgshunde i dansk politi.

Sådan gør en sprængstofhund

Men denne gang får Fyns Politi altså fornøjelsen af endnu flere dygtige snuder iform af sprængstofhunde.

Allerede fra hvalp er sprængstofhunde trænet til at finde færten af alle former for krudt og sprængstoffer.

Det tager halvandet år at uddanne en sprængstofhund, og den kan kun bruges til at søge efter krudt og sprængstof, da den er specialist.

I modsætning til andre politihunde trænes sprængstofhunde til at stå helt stille, når de markerer, at de har fundet noget. Det sker af hensyn til den mulige fare for eksplosion, der er ved arbejdet.

Har hundeføreren løftet hunden op, markerer den ved at kroppen bliver helt stiv, når den finder noget.

For sprængstofhundefører er der store krav til den fysiske form, da hundeføreren skal være iført en meget tung og kraftig beskyttelsesdragt med en særlig hjelm.

Sprængstofhunde tages i brug ved arrangementer, hvor der skal afsøges for sprængstoffer. Det kunne være statsbesøg.

Hundene kan også finde frem til våben, der er blevet affyret, gemte sprængstoffer og egentlige bomber.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu