ANNONCE

Én anholdt ved stor politiafspærring

7. september 2020 17:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et stort politiopbud vakte opsigt mandag eftermiddag på aarhusiansk trafikknudepunkt i Viby J.

Én anholdt ved stor politiafspærring
En bevidst påkørsel på Viby Ringvej efterforskes af politiet. Foto: Øxenholt Foto

En stor politiaktion vakte omfattende opsigt i krydset Viby Ringvej/Skanderborgvej i den sydlige Aarhus-forstad Viby mandag eftermiddag. Fremme var både indsatsleder og adskillige patruljer. Samtidig var en afspærring fra McDonald’s ved Ringvejen og frem mod Viby Torv sat op.

Det skabte selv sagt en del trafikale udfordringer. Politiet fik en anmeldelse omkring klokken 14 og rykkede efterfølgende talstærkt ud. Sagen rummer potentielt en del facetter, og der florerer mange rygter.

Klokken 17 henviser vagtchefen Newsbreak.dk til, at der kommer oplysninger om sagen via Twitter. Der er for nuværende meget travlt, og han har således ikke tid til at svare på spørgsmål fra pressen.

Seneste udmelding angående sagen er, at afspærringen på stedet er ophævet. “Vi er fortsat i fuld gang med efterforskningen”, skriver politiet omkring klokken 16. Her fremgår det også, at en mand er anholdt i sagen.

Hvad, han er sigtet for, fremgår ikke. Ifølge politiet er der dog tale om, at der er sket en bevidst påkørsel på Ringvejen. En bil er blevet ramt, og der har været flere biler involveret i hændelsen. Ingen personer er dog kommet til skade.

Der florerer for nuværende en del rygter om, at påkørslen er resultat af en længerevarende biljagt, der er startet et sted i det nordlige Aarhus. Flere steder spredes ligeledes rygter om, at der har fundet et skyderi sted. Nogle skriver inden biljagten, mens andre påstår, at det er sket efter påkørslen.

Sidstnævnte har politiet allerede adresseret på Twitter.

“Nogle medier har skrevet om muligt skyderi på stedet – dette har vi dog ikke fundet spor efter for nuværende”, lyder det.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu