ANNONCE

Politi undersøger påkørsel af to-årig pige

6. marts 2021 16:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Den kvindelige bilist forsvandt og blev efterlyst - men det er ikke sikkert, at hun efterfølgende bliver sigtet

Politi undersøger påkørsel af to-årig pige
Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En midaldrende kvinde i en nyere sort Audi risikerer at blive sigtet for at have forladt et ulykkessted uden at have givet sig ordentligt til kende, i forbindelse med en påkørsel af en to-årig pige fredag formiddag ved Vejle Havn.

Det bekræfter vagtchef Torben Wind over for Newsbreak.dk.

Pigen blev efterfølgende behandlet for sine skader på sygehuset. Hun kom ikke alvorligt til skade ved ulykken.

Men da der endnu er stor usikkerhed om, hvad der er foregået – og ikke mindst hvordan det er foregået – så er det slet ikke sikkert, at der rejses sigtelse i sagen.

– Man har pligt til, at give sig til kende, når man er involveret i en ulykke. Men som sagen står lige nu, så er der usikkerhed om, hvorvidt kvinden i bilen rent faktisk har givet de oplysninger, hun skulle, inden hun forlod uheldsstedet, siger Torben Wind.

Faktum var dog, at pædagogerne ikke havde oplysninger nok til at politiet kunne finde frem til kvinden efter ulykken – og derfor valgte man at gå ud med en efterlysning.

– Da kvinden bliver bekendt med, at det er hende, der er efterlyst, melder hun sig selv til politiet. Men vi er lige nu ikke sikre på, om hun har holdt sig væk med vilje, eller om det er på grund af hele situationen pædagogerne ikke har fået ordentligt fat i kvindens oplysninger, siger Torben Wind.

Mangler klart hændelsesforløb

Det er dog ikke kun usikkerheden omkring hvilke oplysninger, der er opgivet, som bliver genstand for politiets undersøgelser.

Også selve episoden, der førte til påkørslen af den to-årige pige, skal undersøges.

– Der skal en politimæssig efterforskning til at klarlægge hvordan kvinden kørte inden og i forbindelse med ulykken – og hvordan barnet agerede op til ulykken, siger Torben Wind.

Når omstændighederne er undersøgt bliver der ifølge Torben Wind taget en juridisk vurdering i forhold til hvorvidt kvinden bliver sigtet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu