Politibil påkørt af flugtbilist – betjente slæbt efter bil

4. juli 2019 14:16 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Betjente blev slæbt efter en stjålet bil.

Politibil påkørt af flugtbilist - betjente slæbt efter bil
Politiet efterlyser en Hyundai Santa Fe. ARKIVFOTO: Bent Midstrup/Scanpix.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser en Hyundai Santa Fe med nummerplade AH 47660.

Baggrunde for efterlysningen er i den dramatiske afdeling.

Klokken 11.10 får politiet en anmeldelse om, at bilen er stjålet.

– Så vi sender en patrulje ned i området, siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Klokken 12.40 melder patruljen tilbage, at bilen er i sigte. Denne gang påspændt en trailer, der klokken 12.20 var blevet meldt stjålet.

– De bringer bilen til standsning i Skovby, siger Lindholdt.

Skovby ligger på Sydals.

Artiklen fortsætter under videoen

De to betjente henvender sig til den ene person, der sidder i bilen.

– De har fat i føreren, men så sætter han i gang. Betjentene bliver slæbt efter bilen, der også rammer en civil politibil, der er kommet til stedet, siger vagtchefen.

Føreren og bilen forsvinder. Og begge efterlyses altså nu.

Traileren bliver senere fundet tæt på Skovby.

Har du oplysninger om enten føreren eller bilen, kontakt Syd- og Sønderjyllands Politi på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu