Politiet advarer: Åben ikke din dør

14. juli 2019 13:08 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

To gange på en uge er der sket et tricktyveri hos ældre mennesker - fremgangsmåden var totalt identisk.

Østjyllands Politi har søndag gået ud og advaret mod folk, der banker på døren.

Alene i denne uge har Østjyllands Politi fået to anmeldelser fra ældre borgere, hvor de er blevet udsat for tricktyverier.

Metoden har været den samme begge gange. Der bliver banket på døren, hvor de ældre bliver mødt af et venligt ansigt, som siger, at de er fra kommunen.

I den ene af sagerne lukkede et ægtepar på 94 og 95 år en fremmede kvinde ind i hjemmet i Aarhus. Kvinden forklarede, at hun var fra kommunen og tilbød både mad og en rollator. Den kvindelige gæst var efter det ældre ægtepars beskrivelser meget insisterende og endte med at overtale dem til at komme ind.

I køkkenet taler ægteparret med kvinden, der lukker døren ind til stuen på et tidspunkt. Og efter en rum tid fortæller kvinden, at hun lige ville hente maden til ægteparret ude i bilen, men hun vendte aldrig tilbage.

Da ægteparret går ind i stuen, står det klart, at de er blevet udsat for et tricktyveri. Der manglede nemlig nogle kontanter i en taske, der lå i stuen. Det er formentlig en makker til kvinden, der har taget pengene, mens kvinden holdt ægteparret hen.

I galleriet øverst kan du se politiets råd til at undgå tricktyveri.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu