ANNONCE

Politiet advarer: Det er ikke os!

23. juli 2020 09:56 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Flere borgere er blevet ringet op af et nummer, der egentlig tilhører politiet.

Midt- og Vestjyllands Politi er torsdag ude med en advarsel.

Politikredsen har den seneste tid modtaget henvendelser fra borgere, der bliver ringet op af et nummer, der tilhører politiet.

Men det er altså ikke politiet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Politiet ringer

Opkaldene stammer fra nummeret 96101448, der tilhører Midt- og Vestjyllands Politi.

Men det er altså ikke personer fra politiet, der bruger nummeret til at komme i kontakt med borgere.

Det er derimod svindlere, der forsøger at lokke borgeres personlige oplysninger om NemId og Cpr-nummer, fordi det skal bruges til svindel.

Midt- og Vestjyllands Politi understreger, at de aldrig ville bede om en borgers Nemid over telefonen.

Udnytter politiets nummer

Det er ikke første gang, at politiets telefonnummer er blevet udnyttet.

I maj advarede Midt- og Vestjyllands Politis søster-politikreds Midt- og Vestsjællands Politi mod lignende opkald.

Her udgav en mand sig for at være betjent fra politikredsen. Hvorefter betjenten ville have modtageren af opkaldet til at godkende en låneansøgning.

Opkaldene blev angiveligt foretaget fra politinummeret 46351448, der tilhører Midt- og Vestsjællands Politi.

Dengang forklarede politiet, at der fandtes apps, der bruges til, at et bestemt nummer vises på telefonens display, selv om opkaldet kommer fra et andet nummer.

I galleriet ovenfor kan du få fem bud på, hvordan du undgår at blive et offer for et fupopkald.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu