Politiet advarer mod at dele drabsvideo

15. marts 2019 21:45 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Rigspolitiet opfordrer på det kraftigste mod, at man ser og deler videoer fra det tragiske terrorangreb i New Zealand.

Kort efter det terrorangreb, der natten til fredag indtraf mod to moskeer i byen Christchurch i New Zealand begyndte en video optaget af de formodede gerningsmænd at florere på nettet.

Både på Youtube og Facebook har videoen ligget til skue. Dansk politi advarer nu befolkningen mod at dele videoerne fra angrebet.

For det er både dumt, krænkende – og til tider endda ulovligt, lyder det:

– Lad være med at dele videoen. Det er  utroligt krænkende for de efterladte og kan i visse tilfælde være strafbart, at dele den form for materiale. Samtidig er det en voldsom oplevelse både at se og modtage den slags videoer, og det kan få vidtrækkende konsekvenser for en selv, forklarer Mikael Wern, politiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Drabsvideo fra Marokko deles

Et eksempel på de vidtrækkende konsekvenser har man kunnet se tidligere på året i Danmark.

Der florerer nemlig en video, der viser de brutale drab på to unge skandinaviske kvinder i Marokko.

Foreløbig er 15 personer sigtet for at dele den video. Personerne er i den sag primært sigtet for at dele noget, der vedrører andres private forhold, men enkelte er også sigtet for at billige terrorisme.

14. januar kunne Newsbreak.dk fortælle, at den var nået til en skole i Aalborg. Nu viser det sig, at problemet er meget større end først antaget – den her nemlig nået hele landet rundt. Og bliver delt blandt børn.

Det oplyser Politiet.

“Politiet i hele Danmark har gennem de seneste dage fået flere anmeldelser om personer, der deler en video af et drab på en kvinde i Marokko”, skriver det. Det vil man nu forsøge at sætte en stopper for. Og samtidig undersøge, om det er ulovligt.

Fredag har Statsadvokaten i Viborg besluttet, at koordineringen af efterforskningen af videodelingerne skal samles hos Østjyllands Politi, der nu er ved at danne sig et overblik over sagerne fra alle landets politikredse, oplyser politiet.

– Med så mange sager af samme art på tværs af landet er der brug for at sikre en ensartet behandling. Vi vil derfor nu gå i gang med koordinationen på tværs af politikredsene, og finde ud af, om der er foregået noget strafbart, siger chefpolitiinspektør i Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen, der på det kraftigste advarer mod at dele videoen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu