ANNONCE

Politiet advarer mod livsfarligt hærværk

4. august 2019 20:39 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det er, foruden at være livsfarligt, også ulovligt og strafbart hærværk.

Har man sin gang i Aarhus, har man sikkert mødt Letbanen og oplevet, hvordan folk flere steder i byen krydser letbanens spor, når der ikke er nogle tog alt for tæt på. Det kan lade sig gøre, fordi letbanens tog ikke kører så forfærdeligt stærkt inde i byen, men det er en anden snak, når togene forlader centrum, og det har fået Østjyllands Politi til at sende en vigtig advarsel ud til alle østjyder.

Advarslen er at læse i et opslag på Facebook, hvor politiet skriver, at der på strækningen langs Rolighedsvej i Risskov er sat hegn op langs skinnerne for at sikre, at folk kun krydser sporene der, de må.

Problemet er, at der er nogen, der ikke respekterer hegnene.

– Hegnene er flere gange blevet udsat for hærværk, låsene er blevet brudt op og hegnene fjernet. Udover det selvfølgelig er ulovligt og strafbart, så er det også livsfarligt, skriver politiet på Facebook.

Brug din sunde fornuft

De tog, der går under navnet Letbanen, vejer 50 tons, og så snart de har forladet Østbanetorvet (ved havnen), må de køre op mod 100 kilometer i timen. Det forøger bremselængden betragteligt, såvel som sandsynligheden for, at du dør, hvis du bliver ramt af et tog. Politiet skriver derudover, at togene er ganske lydsvage, og det kan være svært at høre, at der kommer 50 tons død og ødelæggelse trillende.

– Så for din egen og andres skyld: Brug den autoriserede overgang ved Badevej, hvor der er opsat bomme, der sikrer, at man stopper op og kigger sig for, inden man går over, skriver politiet i Facebookopslaget.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu