Politiet advarer unge: Gør ikke dette

15. januar 2020 13:42 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Fire unge er alle blevet sigtet for dokumentfalsk, da de har forsøgt at ændre fødselsdatoen i deres pas for egen vindings skyld.

Der er gået godt og vel to uger af kalender året 2020, men på årets første 15 dage har Nordjyllands Politi opdaget en uheldig tendens hos politikredsens unge mennesker.

De har nemlig sigtet fire unge på 17 år, der alle har forfalsket deres pas. Og formålet har været ganske klart – de ville opnå adgang til forskellige restaurationer, primært i det kendte festmekka Jomfru Ane Gade.

De fire unge er blevet sigtet for dokumentfalsk. Det er en alvorlig forseelse at forfalske legitimation, hvilket har fået politikommissær Casper Jacobsen til at sende en kraftig appel til de unge om, at de for alt i verden ikke skal forsøge at forfalske deres pas.

– Det er afgørende i vores samfund, at man kan stole på for eksempel personlegitimation. Derfor sigter vi de unge mennesker for dokumentfalsk, siger Casper Jacobsen, der tilføjer, at en plet på straffeattesten kan have konsekvenser for fremtidige job- og uddannelsesmuligheder – derfor er politikommissærens budskab til alle unge i Nordjylland helt enkelt:

– Lad være.

Politiets jurister har kigget nærmere på sagen og her er det vurderet, at det er særligt skærpende, at det netop er et personligt dokument som et pas, som de har forsøgt at ændre i. De fire sigtelser kan udløse en fængselsstraf på 40 dage – og hvis der falder dom i sagen, så kan det medføre en plet på straffeattesten.

Meget opmærksomme

De unge har alle brugt samme fremgangsmåde, hvor man med en form for lak har slettet den oprindelige fødselsdato, så man har kunnet indsætte et nyt tal, der fik det til at se ud som om, at de unge var gamle nok til at gå i byen.

– Forfalskningen er udført, så det umiddelbart for et utrænet øje kan været svært at se, men jeg vil godt understrege, at dørmændene ude på restaurationerne er meget opmærksomme på det her – og de er gode til at undersøge den legitimation, som kunderne fremviser, siger politikommissær Casper Jacobsen.

Samtidig opfordrer politiet til at tage en snak med de unge om alvorligheden af at forfalske dokumenter – og hvilke konsekvenser det kan give på sigt.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu