Politiet: Både farligt og strafbart

4. februar 2019 21:12 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet gør opmærksom på noget, alle chauffører burde vide. Det gør de måske også.

Politiet: Både farligt og strafbart
Der må altså ikke være is på taget. Genrefoto: Scanpix

Af uransaglige årsager er det nødvendigt for politiet at gøre opmærksom på, at det altså både er strafbart og dødhamrende farligt for lastbilchauffører at køre rundt med is på vognen.

I en kortfattet pressemeddelelse, der ikke efterlader nogen tvivl om politiets holdning til den slags, gør Sydøstjyllands Politi nemlig opmærksom på, at det stadig sker for ofte, at lastbiler kører rundt med is på toppen.

På bare en uge – den der netop er slut – har denne ene ud af landets i alt 12 politikredse skrevet bøder ud i tre tilfælde, hvor der netop hang eller lå faretruende is, som faldt ned fra vognen eller bil.

“Det er førerens ansvar efter færdselsloven at optræde hensynsfuldt og være agtpågivende og at køretøjet er indrettet og holdes i en sådan stand at der ikke opstår fare, skade eller ulempe for andre”, skriver politikredsen, der 18. januar faktisk havde et eksempel, der understreger, hvorfor det her ikke er noget at tage let på.

En personbil, der kørte bag en udenlandsk lastbil med dansk sættevogn, fik nemlig fuldkommen knust forruden, da lastbilen tabte en større isflage ned på den – under kørsel.

Tilfældigvis kørte repræsentanter fra Tolstyrelsen lige forbi, da det skete, så lastbil og chauffør kunne tilbageholdes, og politiet kunne kaldes til stedet.

Forseelsen var i dette tilfælde så grov, at politiet har lagt op til, at lastbilchaufføren får en betinget frakendelse af førerretten samt en bøde på 2500 kroner.

Bødestørrelsen er i øvrigt den samme i de tre nye sager.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu