Politiet beder om hjælp: Hvem er denne mystiske hjemmerøver?

18. december 2018 16:23 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Politiet efterlyser en mand uden dansk adresse. Han mistænkes for at have begået et hjemmerøveri i Hammel, og er kendt i flere af landets politikredse.

Politiet beder om hjælp: Hvem er denne mystiske hjemmerøver?
Politiet beder offentligheden om hjælp til at identificere denne mand. Foto: Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere den formodede gerningsmand til et hjemmerøveri begået i Hammel den 24. oktober.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Hjemmerøveriet fandt sted på Skolegade i Hammel klokken 13 .

Husets dengang 76-årige kvindelige beboer befandt sig i stuen, da hun hørte døren gå. Hun troede, det var hendes mand, og først da hun cirka et kvarter senere gik ind i soveværelset, så hun, at der stod en ukendt mand.

Kvinden tog fat i mandens arm og spurgte, hvad han lavede. Manden rystede sig fri og greb fat i kvindens arm, hvorefter han skubbede hende væk og løb ud af hoveddøren og forsvandt. Efterfølgende fandt kvinden ud af, at manden havde stjålet flere smykker fra soveværelset, oplyser Østjyllands Politi.

Politiets undersøgelser på stedet og tekniske spor har ført politiet til en mistænkt, som er uden kendt dansk bopæl.

Der er tale om en rumænsk mand, der er kendt i både jyske og sjællandske politikredse.

Har man oplysninger om manden kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu