Politiet beder om hjælp til at stoppe indbrud

14. oktober 2019 21:30 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

47 sager på en weekend har sat politiet på arbejde.

Politiet beder om hjælp til at stoppe indbrud
De 42 sager har fået politiet til tasterne. Genrefoto.

Det er ikke alle, der holder efterårsferie i disse dage.

Politiet i Nordsjælland er på arbejde, fordi et ukendt antal mennesker har været det i weekenden.

Nordsjællands Politi skriver i et Facebook-opslag, at der i weekenden er blevet anmeldt indbrud eller indbrudsforsøg i 47 tilfælde i politikredsen.

“Det er irriterende mange indbrud eller forsøg derpå, og det høje antal skyldes formentlig, at de s…ørens indbrudstyve udmærket ved, at flere boliger end normalt står tomme, fordi mange er rejst på efterårsferie,” skriver politiet.

Det kan være nemt

Årstiden gør, at der er mange timer uden sollys, og ifølge politiet gør det det nemmere for indbrudstyve at udføre deres arbejde.

Politiet skriver, at en indbrudstyv først og fremmest går efter boliger, hvor der ikke er nogen hjemme.

Det er der en simpel og god grund til; begår du indbrud i et tomt hus, er der færre mennesker, der kan opdage dig, mens du er på rov.

Politiets råd

Nordsjællands Politi skriver, at det vigtigste råd, de kan give, for at borgere kan øge chancen for at undgå indbrud, er, at man har lyset tændt i hjemmet, når man ikke er hjemme, og at man faktisk bør have lyset tændt fra sidst på eftermiddagen.

“De fleste indbrud i det mørke halvår sker nemlig allerede imellem klokken 15 og 21,” skriver politiet.

Hvad gør politiet?

De aktuelle sager bliver nu efterforsket af politiet.

Man har både fingeraftryk og DNA indhentet fra gerningsstederne, og de skal bruges i forsøget på at opklare de 42 forskellige sager.

“Hvis du så vil huske at tænde lys og låse din bolig og være en opmærksom nabo, der reagerer på mistænkelige personer ved for eksempel at kontakte os, så er vi allerede nået et godt stykke. Altså lys, lås og opmærksomhed. Det vil både vi, din bolig og dine naboer sætte pris på,” skriver politiet.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu