Politiet: Der er blevet affyret skud

16. maj 2018 22:47 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Onsdag aften er der affyret et ikke nærmere defineret antal skud.

For anden gang på få dage er Københavns Politi til stede ved Gullandsgade på Amager, fordi der er blevet affyret skud. Onsdag er det modsat lørdagens episode blevet anmeldt, som det er sket.

Det fortæller Henrik Stormer, vagtchef ved Københavns Politi, til Newsbreak.dk. Stormer var pudsigt nok også vagtchef, da nærværende journalist kontaktede politiet for at høre nærmere om episoden i lørdags.

– Korrekt. Det er fuldstændig samme sted som sidst. Jeg kan bekræfte, der ér blevet affyret skud – et ikke nærmere defineret antal. Vi har ikke fundet nogen, der skal være ramt, siger han.

Politiet er på stedet, og da anmeldelsen er helt ny – det skete 21.47 – er det begrænset med oplysninger.

Kvinde fik knust rude

Lørdag var der tale om en mærkelig episode samme sted. Ingen havde tilsyneladende hørt, at der var blevet affyret et skud ind i en bil. I hvert fald modtog politiet ingen anmeldelser før end, en kvindelig beboer i området kom ned til sin bil, hun havde parkeret fredag. Klokken 10 lørdag kontaktede hun så politiet og sagde, der var affyret et skud ind gennem bagruden i hendes Fiat 500.

– Den slags vil vi jo gerne undersøge, så der bliver søgt med hunde i området, og der bliver også sendt teknikere til stedet, sagde Henrik Stormer til Newsbreak.dk lørdag ved 13-tiden. I den forbindelse afspærredes et større område af boligkvarteret.

Onsdag tilføjer han:

– Nu er det så væltet ind med anmeldelser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu