Pyroman på spil? By hærges af brande

19. juli 2019 20:43 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Siden april har en række uforklarlige brande ramt Nyborg. Senest torsdag, hvor der udbrød brand i en kælder.

De seneste tre måneder er i alt 11 mystiske brande brudt ud i Nyborg.

Politiet har ikke kunnet finde en brandårsag i nogen af tilfældene.

Senest opstod der en brand torsdag aften i en kælder i en villa på Jernbanegade i Nyborg, oplyser Fyns Politi.

– En nabo opdager, at der stiger røg op fra kælderen og kommer over og gør beboerne opmærksom på, at der er brand.

– Beboerne havde dog allerede hørt lyde nedenfra og var på vej ud, fortæller vicepolitiinspektør Carsten Dichmann fra Fyns Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om branden omkring klokken 23.30.

– De foreløbige undersøgelser tyder på, at det er mistænkeligt. Og derfor har vi indhentet vidneforklaringer fra brandfolk og sendt bud efter kriminalteknikere, som skal fortsætte undersøgelserne, siger Carsten Dichmann.

Uforklarlige brande

Den første af de 11 brande brød ud den 2. april i en træpavillon i kolonihaveforeningen Skovly.

Herefter fulgte en brand i et kolonihavehus i Helgetoften den 18. maj. I juni var der tre uforklarlige brande i Nyborg, og i juli har der foreløbigt været seks.

På en enkelt dag – den 12. juli – var der hele tre brande. De ramte henholdsvis to kolonihavehuse og en sportsfiskerforenings klubhus på volden i Nyborg. Sidstnævnte brændte ned til grunden.

Endelig blev der i sidste uge forsøgt sat ild til en garageport, søndag opstod der ild i et træskur i en have i kolonihaveforeningen Grejsdalen. Og torsdag aften opstod der så ild i en beboelsesejendom.

– Vi er overbevist om, at brandene er påsat, siger Carsten Dichmann.

Han understreger dog, at undersøgelser stadig pågår i forbindelse med to af brandene, hvorfor han ikke med sikkerhed kan sige, hvordan de er opstået.

Men alt tyder på, at i hvert fald ni brande er et resultat af ildspåsættelser.

51-årig anholdt – og løsladt

En 51-årig mand er sigtet i sagen. Han er sigtet for at stå bag ni brande.

Han blev anholdt og afhørt søndag, men blev løsladt igen mandag, fordi der ifølge Fyns Politi ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

Klubhus op i røg

En af brandene har ramt Nyborg Sportsfiskerforenings klubhus.

Ved den anledning talte Newsbreak.dk med foreningens kasserer Steen Ole Christensen.

Klubhuset husede et køkken og bruges blandt andet som serveringssted til de store arrangementer og gedde-konkurrencer, som klubben afholder.

Derudover var der også en større mængde af fiskestænger og fiskegrej for flere tusinde kroner, der skulle have været brugt i sommerferien.

Her inviterer klubben nemlig i uge 31 interesserede børn til at blive indviet i fiskeriets mysterier.

– Men det må vi aflyse, siger Steen Ole Christensen.

Fredet område

Udover den umiddelbare ærgrelse over tabet af klubhuset og forsikringsmæssige formaliteter, kan klubben også ende med at løbe hovedet mod en mur omkring opførelse af et nyt af slagsen.

– Det ligger på et fredet område, siger kassereren, der dog understreger, man har en god dialog med kommunen.

Nyborg Sportsfiskerforening har cirka 200 medlemmer og har eksisteret siden 1944.

– Vi skulle have haft 75-års jubilæum i oktober, det kan godt være vi skal skyde en hvid pind efter det, siger Steen Ole Christensen.

Alle brandene efterforskes som påsatte.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu