Politiet efterforsker voldtægt af barn: Mand på fri fod

20. oktober 2018 10:22 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør lørdag formiddag.

Politiet efterforsker voldtægt af barn: Mand på fri fod
Politiet leder efter manden. Arkivfoto: Elo Christoffersen.

Opdatering 15.21: 

En 31-årig kvinde og en 39-årig mand er lørdag blevet sigtet for voldtægt af et barn. Jv.dk skriver, at der efter politiets overbevisning fortsat er en medgerningsmand på fri fod i sagen. Derfor er der lukkede døre i sagen. Kvinden og manden nægter sig skyldige.

Original artikel 10.22:

En 31-årig kvinde fra Tønder-området og en 39-årig mand fra Esbjerg-området er af politiet blevet sigtet for voldtægt af et barn. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

De to personer bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag formiddag klokken 10.45 ved retten i Esbjerg.

Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere om sagen i skrivende stund, da anklagemyndigheden vil anmode om, at dørene bliver lukket ved retsmødet.

Fakta

Straffelovens § 216

§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der

1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller

2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Stk. 4. Ved fastsættelse af straffen skal der lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Stk. 5. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for menneskehandel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu