Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser onsdag aften 76-årige Paul, der er forsvundet og sidst set onsdag eftermiddag.
– Han skulle være kommet hjem 14.50. Han bor på et plejecenter, og da han ikke kommer hjem, bliver han efterlyst, oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Nikolaj Hølmkjær, til Newsbreak.dk.
Paul er svært dement, og skønt han er fornuftigt klædt på til årstiden, er det stadig magtpåliggende for politiet at få ham hjem.
– Han er ikke klar over, hvad han laver, og selvom at han er god til at tage varmt tøj på, er det stadig uheldigt. Han kan komme ud i noget, han ikke kan styre, fortæller vagtchefen.
Paul er 180 centimeter høj og almindelig af bygning.
Han er iført en kasket, en brun rulamsfrakke, en gul refleksvest, et par grønne bukser og et par grå skistøvler.
Trods alderen og det faktum, at han er dement, er Paul stadig særdeles mobil.
– Han er god til at tage bussen, og vi har før fundet ham i både Aabenraa og Sønderborg.
Så hvis du er i lokalområdet og ser en mand med ovenstående signalement, vil Syd- og Sønderjyllands Politi meget gerne høre fra dig.
Politiet kan kontaktes på 114.