ANNONCE

Efterlyser falske betjente

14. august 2020 10:17 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

De to "betjente" har stjålet fra en kvinde.

Efterlyser falske betjente
De falske betjente tvang kvinden til at give dem penge, da først de var kommet indenfor hos hende. Genrefoto.

Sydøstjyllands Politi efterlyser to personer, der udgav sig for at være falske betjente og som tvang en 52-årig kvinde til at udlevere penge til dem.

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at kvinden anmeldte episoden natten til torsdag. Hun fortalte, at hun blev opsøgt af de to personer, i sit hjem, omkring 01.00.

De to mænd snød sig ind i kvindens hus ved at udgive sig for at være politimænd. Herefter tvang de kvinden til at udlevere et mindre pengebeløb for så at forsvinde fra adressen igen i ukendt retning.

De to efterlyste har følgende signalement:
a. En mand med mellemøstlig udseende, der er ca. 170-175 cm høj og kraftig af bygning. Han var iført dueblå kortærmet skjorte, mørke bukser, hvide tætsiddende plastichandsker og talte gebrokkent dansk.

b. En mand med mellemøstlig udseende, der er ca. 175-180 høj og kraftigt bygget med karseklippet hår. Han var iført dueblå kortærmet skjorte magen til den anden mand, cowboybukser, hvide tætsiddende plastichandsker og talte gebrokkent dansk.

Politiet oplyser, at episoden fandt sted i området omkring Devantiersvej i Fredericia, og hvis man har set noget i området i tidsrummet 00.30 til 01.00 natten til torsdag den 13. august, bedes man kontakte Sydøstjyllands Politi på 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu