Politiet: Efterlyst kvinde fundet druknet

5. februar 2019 12:39 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Østjyllands Politi oplyser, at den kvinde, der blev fundet død i vandet ved Marselisborg Lystbådehavn, er savnet 70-årig.

Politiet: Efterlyst kvinde fundet druknet
En kvinde er fundet død i vandet i Marselisborg Lystbådehavn i Aarhus. Arkivfoto: Scanpix

Det var en 70-årig kvinde, der blev fundet livløs i vandet ud for Marselisborg Lystbådehavn i Aarhus tirsdag formiddag. Det bekræfter Østjyllands Politi ved 12.30-tiden. Kvinden blev meldt savnet af pårørende mandag aften.

Hun forlod sit hjem i Mårslet syd for Aarhus ved 18.30-tiden i såkaldt nedtrykt tilstand, og derfor iværksatte Østjyllands Politi en større eftersøgning i området nær Mårslet. Her deltog både politihunde og en drone.

Eftersøgningen blev genoptaget tirsdag morgen, men klokken 10.05 modtog alarmcentralen et opkald om en person, der lå i vandet ved den populære og bynære lystbådehavn. Reddere fra Østjyllands Brandvæsen og repræsentanter for Østjyllands Politi rykkede hurtigt ud og fik reddet en livløs kvinde i land.

Livløs er et begreb, der bruges, når et menneske ikke umiddelbart udviser tegn på liv. Der blev forsøgt livgivende førstehjælp på stedet, men den livløse blev kørt på hospitalet, hvor hun kort efter blev erklæret død.

Kvindens pårørende er underrettet om dødsfaldet. Det er uvist, hvordan hun er havnet i vandet ved Marselisborg, men i forbindelse med efterlysningen fra Østjyllands Politi tirsdag morgen blev det nævnt, at kvinden muligvis havde taget en taxa eller en bus mod Aarhus.

Østjyllands Politi oplyser til Newsbreak.dk, at der ikke er nogle tegn på, at der skal være foregået noget kriminelt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu