Politiet er klar til skolestart: Er du og dine børn?

11. august 2018 06:05 | Af: Louise Bennetzen, lb@newsbreak.dk

Politiet udfører i uge 33 og 34 målrettede indsatser for at sikre alle de nye trafikanter i forbindelse med skolestart.

Skolestart er lige rundt om hjørnet og politiet er allerede ved at forberede sig på, at mange små skolebørn skal ud og færdes selv i trafikken for første gang. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Politiet vil nemlig landet over gennemføre målrettede indsatser på skolevejene i forbindelse med skolestart.

– Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, som har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn eller som undlader at respektere diverse forbudsskilte ved skolerne, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i pressemeddelelsen.

– For sikkerhedens skyld gennemfører vi også kontroller i år, siger han.

Desværre har nogle forældre for travlt med at sætte deres egne børn af ved skolen. De viser derfor ikke hensyn til de andre børn, der går eller cykler i skole.

Politiets indsats vil igen i år bestå af manuelle kontroller og Automatisk Trafik kontrol for at sikre skolevejene.

Øv med dit barn

Heldigvis er det kun få børn, der kommer til skade i trafikken, da danske forældre er gode til at passe på deres børn.

Hvis man som forælder gerne vil sikre, at ens barn kommer helskindet til og fra skole, kan det være en god ide at gå eller cykle vejen til skole flere gange inden skolestart.

Derudover kan man også øve trafikreglerne med ens barn. For eksempel at barnet skal kigge til begge sider og tjekke, at der er fri bane, inden det krydser vejen.

Når man vælger vejen til skole, er det en god ide at finde en sikker rute, hvor barnet skal krydse så få veje som muligt.

Klik igennem galleriet ovenover for at se, hvor politiet især vil lægge fokus i forbindelse med skolestart.

Fakta

Kører du dit barn i skole? Så skal du huske det her:

  • Vær opmærksom og udvis hensyn overfor de andre trafikkanter på vejen.
  • Vær opmærksom og udvis agtpågivenhed overfor de mange nye og usikre trafikkanter.
  • Sørg for at dine børn og du selv er fastspændt.
  • Overhold hastighedsgrænsen.
  • Koncentrer dig om at køre bil, når du kører bil.
  • Respekter skiltningen omkring skolerne, indkørsel forbudt og parkeringsforbud m.m.
Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu