Østjyllands Politi fik natten til torsdag klokken 01.15 et opkald via 112 fra en 53-årig mand, der oplyste, at han havde slået sin overbo ihjel på Engdalsvej i Brabrand.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Der blev sendt flere patruljer til adressen, hvor der på gaden blev fundet en 56-årig kvinde, der var dræbt af flere knivstik. Den 53-årig mand, der er den formodede gerningsmand, var også på stedet, og han blev anholdt og kørt til politigården.
Motivet for drabet er fortsat ukendt ifølge politiet.
Politiet har natten igennem været på gerningsstedet med flere patruljer og hundepatruljer og har lånt lys og telte fra Beredskabsstyrelsen i forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen, der fortsat er igang torsdag morgen.
Den dræbte kvindes pårørende er underrettet.
Østjyllands Politi oplyser, at den 53-årige mand fremstilles i grundlovsforhør klokken 11.30 torsdag i Retten i Aarhus. Derudover har Østjyllands Politi ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.
Den 53-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.30. #anklager anmoder om dørlukning, hvorfor vi ikke kan oplyse yderligere om sagen #politidk https://t.co/0YoLNRmh8q
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) December 6, 2018