Politiet er rendt ind i et stort problem: De kan ikke være i jakkerne

16. november 2018 05:59 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Danske politibetjente er stødt på et på en gang besynderligt men også hæmmende problem - med uniformen.

De danske er betjente er sandsynligvis hverken blevet tykkere eller svulmende muskuløse, men alligevel er de rendt på et hidtil uset problem, der skaber store – og potentielt farlige – udfordringer i det daglige arbejde med at fange kriminelle og passe på os alle. Det skriver DR, der har talt med Politiforbundet.

Forbundet – og medlemmernes – klagesang har nu sat sig på finanslovsforhandlingerne i Folketinget. Hele miseren tager faktisk rod i terrorangrebet i København i februar 2015, hvis man skal lytte til betjentene.

Siden da er adskillige betjente i flere politikredse nemlig blevet pålagt at bære ekstratykke sikkerhedsveste, der i bedste fald skal kunne standse en kugle fra en pistol, og da den nuværende uniform har omtrent 10 år på bagen, spiller de to ting bare ikke bold.

Det er farligt

Udfordringen består ifølge Michael Bergmann Møller, der er arbejdsmiljøansvarlig i Politiforbundet, i, at jakkerne strammer for meget og hæmmer bevægeligheden. I sidste ende kan det betyde en reel sikkerhedsrisiko.

For det første peger han ifølge DR på, at en stram jakke går ud over opmærksomheden, der i forvejen er det vigtigste redskab, som en politiansat har. For det andet, siger han:

– Problemet er, man kan vælge (…) at have en jakke, der er stor nok til, at man kan have sin sikkerhedsvest indenunder, men hvis man så ikke skal bruge sin vest en dag, så vil jakken hænge som en pose henover kroppen, og det duer ikke. For det er vores arbejdsbeklædning, og det skal virke. I yderste konsekvens bliver det et sikkerhedsproblem, hvis man ikke er i stand til at komme til sit våben, når der hænger sådan en pose henover ens krop.

Mellem 25 og 30 millioner

Politiforbundet ønsker at få en ny uniform. Den slags koster penge, og dem sidder regeringen på. Ifølge DR Nyheders tal vil regningen ende på omkring 25 og 30 millioner kroner. Dansk Folkeparti har reagerer på betjentenes nødkald.

– Vi stiller det krav, at regeringen seriøst ser på, om politifolkene har det optimale udstyr, som de har brug for. Efter terrorangrebet i 2015 udstyrede man jo politifolkene med sikkerhedsveste, og så skal det andet udstyr, man har, jo også passe sammen med de sikkerhedsveste, siger gruppeformand Peter Skaarup (DF).

Finansminister Kristian Jensen (V) vil gerne lytte på problematikken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu