Politiet fik travlt: To uheld i myldretiden

14. januar 2020 07:45 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Tirsdag morgen skete to uheld på E45.

OPDATERING 9.03: Der er nu ryddet op efter begge uheld.

Nordjyllands Politi har tirsdag morgen haft nok at se til med to uheld inden for kort tid.

Begge uheld skete på motorvej E45, oplyser politiet.

Det ene er sket i sydgående retning lige før afkørsel 24 Øster Uttrup Vej. Her var tre biler involveret, og politiet kunne ved ankomst til stedet konstatere, at der ikke er tale om personskade. Desuden kunne alle tre biler selv trille der fra.

Her er derfor ryddet op.

Kort tid efter skete endnu et uheld på E45. Denne gang i nordgående retning mellem afkørsel 26 og 27 nær broen ved Byplanvej, Aalborg. “Kør forsigtigt”, skriver politiet på Twitter.

I sidstnævnte uheld er der heller ikke melding om personskade.

Fire biler er impliceret i uheldet, der er sket i venstre vognbane, oplyses det.

Ifølge Vejdirektoratet er der forlænget rejsetid på omkring 15 minutter som følge af uheld.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu