Politiet finder flere våben i offentlig park

12. juli 2019 10:19 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Østjyllands Politi foretog sammen med eksperter fra Forsvaret en stor søgning af Marienlystparken i Aarhus. Her blev fundet våben, patroner og peberspray.

Del:

En stor politiaktion fandt sted torsdag i Marienlystparken i Aarhus. I knap ti timer ledte betjente med specialtrænede hunde og Forsvarets Advanced Search Team efter skjulte og nedgravede våben i parken.

De ti timers arbejde var ikke forgæves. Blandt de mange våben, der blev fundet var et oversavet jagtgevær. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Flere våben fundet

Det blev til timers arbejde, da betjente med specialtrænede hunde og eksperter fra Forsvaret ledte efter våben i Marienlystparken i den vestlige del af Aarhus torsdag den 11. juli 2019.

Ved søgningen blev der fundet et oversavet jagtgevær, tre knive, en del patroner og en peberspray. Politiet fandt desuden en krukke med hash og en pose med skunk.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Indsatsen blev sat i værks, fordi Østjyllands Politi tidligere har haft held med at finde skjulte våben i parken i forbindelse med bandekonflikten i Aarhus Vest.

Tilfreds med søgningen

Indsatsen viste sig også at bære frugt, og politiinspektør ved Østjyllands Politi Jesper Bøjgaard er godt tilfreds med søgningen.

– Vi er meget tilfredse med at have afsøgt et rigtig stort areal og have taget flere våben ud af cirkulation, så de nu er fjernet fra det kriminelle miljø. Nu skal vi have undersøgt fundene nærmere og se, om vi eventuelt kan finde spor, som kan lede os frem til, hvem der har været i besiddelse af våbnene, siger politiinspektøren.

Østjyllands Politi oplyser, at det endnu er uvist om de fundne våben er blevet brugt i bandekonflikten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu