Politiet finder flugtbil i flammer efter påkørsel af cyklist

2. september 2018 07:03 | Af: Ritzau Fokus

En bilist flygtede efter at have ramt en kvindelig cyklist i Aalborg. Senere fandt politiet bilen i flammer.

Politiet finder flugtbil i flammer efter påkørsel af cyklist
Flugtbilen blev natten til søndag fundet på Metavej i Aalborg Øst - der var sat ild til bilen da politiet nåede frem. Arkivfoto.
Del:

En kvindelig cyklist blev lørdag aften kørt ned i den østlige del af Aalborg af en bilist, der efterfølgende valgte at flygte fra ulykken.

Det oplyser Jesper Sørensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om episoden lørdag klokken 22.16.

– En bilist rammer en kvindelig cyklist, der pådrager sig et åbent benbrud på højre ben og et brud på armen, siger vagtchefen.

– Bilisten flygter fra stedet, men vi har registreringsnummeret, fordi nummerpladen faldt af bilen, lyder det fra Jesper Sørensen.

Sat ild til bilen

I første omgang lykkedes det ikke at opspore bilisten. Der gik dog ikke længe, før et nyt opkald sendte politiet på rette spor.

– Klokken 03.39 får vi en anmeldelse om en brand i et køretøj på Metavej i Aalborg Øst. Og den patrulje, der kommer derud, kan så konstatere, at det er bilen fra færdselsuheldet. Der var sat ild i bilen, siger Jesper Sørensen.

Politiet har dog endnu ikke fået fat i flugtbilisten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu