Politiet finder lig på gård: Mistænkt skudt

11. marts 2019 12:24 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er på sagen.

Politiet finder lig på gård: Mistænkt skudt
Liget blev fundet på gårdspladsen. Foto: Scanpix.
Del:

En 58-årig mand er blevet skudt, anholdt og sigtet for drab af Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Sagen startede søndag 17.52, da politiet til kaldt ud til en landejendom i Hårbølle på Møn. Betjente kom frem til stedet, og på gårdspladsen ved ejendommen fandt de liget af en person.

Betjente mødte sidenhen en 58-årig mand, ejendommens beboer, og af ukendte årsager skød politiet manden, der blev såret. Manden blev anholdt og sigtet for drabet på personen, der lå på gårdspladsen.

Politiklagemyndigheden er på sagen

Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev klokken 19.12 kontaktet af Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og informeret om hændelsesforløbet.

“Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden, i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt,” skriver Politiklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Den 58-årige mand bliver mandag fremstillet in absentia med krav om varetægtsfængsling.

Newsbreak.dk har været i kontakt med Politiklagemyndigheden og er blevet oplyst, at myndigheden ikke har flere kommentarer til sagen.

Newsbreak.dk har talt med vicepolitiinspektør ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Søren Ravn-Nielsen, der oplyser, at politikredsen fortsat arbejder med sagen, da man på nuværende tidspunkt ikke ved, hvem den dræbte er.

– Vi arbejder på at identificere vedkommende, siger Søren Ravn-Nielsen til Newsbreak.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu